Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
19
vendte, og holde ’ikke ud med vore hjemme i Brunsvig. I derimod rider et bedre
Dyr; knap tror jeg dets Lige findes i Hans Majestæts Stalde.«
»Jeg har ogsaa ført den med mig langvejs fra,« svarede Kai. »I Spanien
blev den købt, og siden har den bauret mig det halve Europa igjennem.«
»I har da rejst meget,« sagde Dronningen med et Smil og i en Tone, som
beviste, at dette Emne tilforn havde været berørt imellem dem. »Det var ogsaa altid
min kjæreste Lyst; rejse, rejse Verden igjennem og aldrig blive træt! Fortæl mig,
hvilket Land 1 syntes bedst om.«
»Ak, Eders Majestæt!« svarede Kai, »det bedste ved Rejsen er ikke at se
fremmede Lande og Stæder, men vel Mindet om, hvad man oplevede i disse; Skoven
har været lige grøn for mig, hvad enten jeg saa den i Danmark eller bag Alpen.
Man rejser for at finde, hvad man savner i Hjemmet; man rejser for at mødes, og
mødes for igjen at skilles.«
»I glemte mit Spørgsmaal.«
»Hvor jeg fandt det skjønnest! nej, det glemte jeg aldrig. Det var ved et
Hof i en lille By i Tyskland, hvortil min Konge og Rigsraadet havde givet mig
Ærinde. Hertugen modtog mig med megen Naade. Hans Navn var —«
»Jeg spurgte ikke om hans Navn,« sagde Dronningen dæmpet og uden at
slaa sine Øjne i vejret.
»Jeg blev indbuden til Jagt med Fyrsten og med hans Datter, — men hvad
skal jeg kunne fortælle videre om denne Tid, om vore Jagtture i de dybe, dæmrende
Skove, da vi rede ved hinandens Side, hun, Fyrstinden, et Barn i Aar, men en Kvinde
i sine Følelser, dejlig og henrivende, i lige Grad begavet med alt, hvad der kunde
fængsle en Mands Aand og en Mands Lidenskaber, jeg glemte Tiden, Stedet og den
svælgende Afgrund mellem vore Forhold, imens jeg stirrede paa hendes lette og her-
lige Skikkelse, naar hun red foran mig, eller lyttede til hende, naar hun talede, eller
drømte om hende, naar jeg var alene. Visselig var det den lykkeligste Tid af mit
Liv, og jeg fatter ikke ret Aarsagen, men aldrig har det senere staaet saa levende
for min Erindring som iaften, medens jeg rider igjennem Skoven ved Eders Maje-
stæts Side.«
»Nu, videre, Kaptajn Lykke!« sagde Dronningen, da Kai tav. »I fortæller
saa smukt og skildrer saa livligt, hvad I oplevede, at jeg synes at se alt for mig.
— I rejste bort?«
»Ja!« svarede Kai med et stolt Smil, og idet han hævede sit Hoved. »Men
der kom endnu lykkelige Dage forinden. Jeg rejste bort, men alle mine Tanker og
alt, hvad Gudfader havde givet mig af godt og ædelt, det blev hos hende tilbage.
Derefter drog jeg hele Europa igjennem, ikke for at se, men kun for at glemme.«
»Og I saa intet videre smukt paa Eders øvrige Rejse?«
»Jeg saa fjorten Dronninger bære Scepter og Rigsæble i deres Haand; da jeg
vendte hjem til Danmark, saa jeg den femtende bære Rigets og Paris’ Æble tillige.«
»Og senere?«
»Senere blev mit Hjertes Dame af Skæbnen stillet saa højt over mig, at jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
