Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Forskjellige Betankninger, vedkommende de grønlandske Anliggender - 57. „Om Grønland i Fortid og Nutid“, en Betænkning af Inspekteur Holbøll
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fundet Masser af Skeletter eller Menneskebeen, tyde sikkert ogsaa paa
Ødelæggelse ved Hunger, da ingen epidemiske Sygdomme omtales af
Traditionen. Aarsagen, hvorfor Sult ikke hørte til Vinterens Orden,
maa ingenlunde søges deri, at Europæerne ikke afkjøbte Grønlænderne
deres Varer (thi disse bestaae som bekjendt i Spæk og Skind, ved
hvis Tilveiebringelse Grønlænderne ikke kunne undgaae at skaffe sig
selv Fødemidler), men hovedsageligen deri, at der dengang fandtes flere
af Hvaler og af den egentlige grønlandske Sæl (Sortsiden, Phoca
grønlandica Fabr.), end nu er Tilfældet. Aarsagen til, at disse Sødyr
nu findes i langt færre Antal end for 130 á 150 Aar tilbage, kan
aldeles ikke søges i, at man i Grønland har efterstræbt disse Dyr, men
hidrører ganske sikkert fra Europæernes Fangst ved Spidsbergen og fra
Newfoundland, fra hvilket sidste Sted man for 20 Aar siden fangede
Sortsiden aarlig i Millionviis. Denne Fangst er nu aftaget, ligesom
det er Tilfældet med Fangsten af den grønlandske Hval; men at denne
store Ødelæggelse har havt stor Indflydelse paa disse Dyrs Aftagen,
maa være indlysende og bevises deraf, at den Sælhund, Neitsiden
(Phoca hispida), som udgjør Hovedfangsten i Nordgrønland, aldeles
ikke er aftaget, og af hvilken Sælart der hele Aaret fanges et saa stort
Antal, at det, der fanges i hele Landet af Sortsiden, kun bliver en
lille Brøkstørrelse, mod hvad der fanges af Neitsiden; men denne
Sælhund har aldrig været Gjenstand for Europæernes Fangst.
Ville vi sammenligne Grønlændernes moralske Tilstand dengang
med nu, da finde vi en meget betydelig Forbedring i den nyere Tid.
Mord for Hexeri og Blodhevn hørte ei alene til Dagens Orden, men
Traditionen fortæller ikke faa Exempler paa Grønlændere, som myrdede
ene af Lyst. Tyveri var dengang ligesom nu en sjelden Last,
hvorimod Synderne mod punctu sexti vare saa almindelige, at uagtet alt,
hvad Præsterne behage at sige om Sædeligheden nu, er denne dog
saa langt bedre, at der aldeles ingen Sammenligning kan opstilles.
Grønlænderne dreve deres Fangst meest fra Kajak og Konebaad,
aldeles paa samme Maade som nu; men hvad var denne Fangst, mod
hvad den er bleven til ved de indførte enropæiske Vaaben og Baade?
Dog bør det ikke være ubemærket, at efter Traditionen have
Grønlænderne før Europæernes Ankomst fanget Sælhunde under Isen i Garn
af Hvalbarder, i Lighed med den almindelige Garnfangst i
Nordgrønland nu, og denne Fortælling er paa en høist interessant Maade
bleven stadfæstet derved, at man ved Julianehaab, for omtrent 20 Aar
tilbage, har fundet et saadant Garn af Barder hængende ved et
Iisfjeld, hvilket tyder paa, at der endnu leve Grønlændere, som ere
ubekjendte med Hampegarn, altsaa rimeligviis ogsaa med Europæerne.
Hvad Afbenyttelsen af Landets Frembringelser angaaer, da
indskrænkede denne sig naturligviis ene til, hvad der var aldeles
nødvendigt til Livets Ophold. De samme Dyr og Fisk, som nu fanges, vare
Gjenstande for Efterstræbelsen, og til disse føiedes endnu Fangsten af
den grønlandske Hval, som dengang fangedes af Grønlænderne med
Konebaade.
Om den grønlandske Handels første Tider veed man kun lidet, dog
er det vist, at Grønlænderne fik deres Producter usselt betalte med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
