Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
-s
k4k«1«i«««—7«s«sf· L""·k’."-".·«« k) «L—,, «k·«« ; —
57
Blomster, som for at gjøre de jordiske Lys tilstamme,
og Planeteii Venus høit paa Himlen tittede med zit-
trende Bevægelse nysgjerrig ind gjennem Løvet. Under
livlig og munter Samtale nød det lille Selskab sit
Maaltid, mod hvis Slutning Ferdinand oplæste sit Digt,
der var skrevet paa saa gode franske Vers, som man
med Billighed kunde fordre det as en Udlcending, og
dertil havde han feiet nogle Slutnings-Stropher, hen-
vendte til Lusard· Disse vare egenlig det Smukkeste
af det hele Digt; de aandede en Ungdoms-Varme, en
Hjertelighed og en Fiinhed, som maatte behage Enhver,
og som aldeles henrev de to Tilhørere. Lusard bøiede
sig hen til Forsatteren, omfavnede, takkede ham med
taaresulde Øine, bad om det lille Digt, lagde det i sin
Brevtaske, og forsikkrede, at det aldrig skulde forlade ham
i Liv eller Dob.
Claudiite greb en as Blomsterkrandsene, satte den
paa Ferdinands Hoved, og sagde spøgefuld: Digteren
skal krones. Det burde io rigtignok være Laurbær-
krandsen.
Nei! udbrød Ferdinaud, Blomsterkrandsen passer
bedre for den unge Sanger. Laurens dunkle , høitide-
lige Heederstegn tilkommer mig endnu ikke. Den tilhø-
rer nærmere vor tappre Ven, som her sidder; men i
Mangel deraf ville vi give ham den anden Krands.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
