Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
å rop og rop igjen, og nu var det nat, og da folk endelig fandt
frem til hende var det forsent, Gud være hendes sjæl nådig!
De grov mørje bort og fik godt fat i hendes hår — de slet
håret av. De grov mere og la bind og toug om hendes hals og
drog, de var mange mænd om å drage, og nu var det mørk nat,
de så ikke, — de drog hodet av hende. Så opgav de alt og læste
Fadervår. Det var et sagn eller en sandhet.
Skipper Skåro hoppet over på tuven, den trillet rundt som en
kugle, han sank i ved siden av og blev der. I begyndelsen gjorde
han ikke noget væsen av det, hun skulde ikke få det å tro at
han kvidde sig for sine sko, skjønt de riktignok var blit blank-
pusset nu til søndags, han så op og lo litt, det faldt ham ikke
ind å sutre, han sa: Det var en artig gate dette her, snodig
brolægning, hehehe!
Ane Maria svarte ikke.
Skipperen begyndte å slite med å få benene op, han blev utål-
modig og stampet, det var så fånyttig, han sank mere i og ut-
brøt: Hvad er dette for noget fansmakt!
Ane Maria svarte rolig: Dokker skulde ha gåt utenom.
Skipperen lo ikke længer, han arbeidet hårdt og stod alt i
mørje til over knærne. Sinnet grep ham, han la sig over på den
ene siden og løftet på sig, la sig derefter over på den andre
siden og løftet på sig, det gjorde bare galt værre, han sank dyp-
ere ned og han kjendte at han under disse basketak hadde mis-
tet den ene sko. Dette var jo fornøielig, såre fornøielig, han skar
tænder, slog ut med armene i desperation og murret som en
hund. Pludselig holdt han inde og sa som for sig selv: Skal jeg
bli her! Det begyndte kanske å dæmre for ham at konen der-
borte på den faste landjord vilde la ham gå tilbunds. Hvorfor
står du der og ikke hjelper mig! skrek han til hende.
Dokker har ikke bedt mig om det, svarte hun indætt.
Han tænkte sig om: Nå, han skulde bede hende! Lat os se:
om han utstøtte et nødrop kunde han ikke vente å bli hørt om-
bord, jakten den lå i Polden og vinden bar fra. Derimot måtte
vel et godt rop bli hørt i gårdene. Han stod nu i til livet, myren
suget ham ned. Han utstøtte sit første rop.
Det var ikke med fulde lunger, men mere for å sætte skræm-
sel i Ane Maria. Hvad tror du folk vil si om dig når de kommer?
spurte han. ’
Det er ikke folk hjemme, de er gåt i kirke, svarte hun.
Han vendte sig rasende til hende og truet med knytnæven:
Hvis du står der og ser på min undergang med koldt blod så er
du værre end et udyr!
Ane Maria svarte: Dokker skal bede til Gud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
