Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
209
Edevart tidde.
Det går nok ikke, skal du se. Jeg skal fortælle dig alt som
står i disse bøkerne så får du se om du ikke får lyst på et slikt
land, sa hun. Anders Våde vil tilbake igjen, Lorensen vil til-
bake igjen, men han vil denne gang til Kanada, for han vil være
i by. De reiser nu i høst, og det kommer til å følge mange med
dem herfra. End om vi blev med?
Edevart ristet på hodet.
Lov mig ialfald å tænke på det. |
Jeg har en liten handel og mit levebrød her i landet, gjentok
han.
Hun: Hvad kan det bli till Vi kravler og klorer os frem fra
dag til dag. Se nu Karel, naboen vår, hvor fett har han det?
Karel? Han baler godt, han har det han trænger, gutterne
hans er store og flinke, det står fint på jorderne hans. Jeg for-
står ikke hvorledes du kan nævne Karel. Han er vel tilfreds.
Det er nu bare fordi han ikke vet om noget andet, forstår
du ikke det? Har Karel en slik maskine og to hester som her i
boken? Nei han vet ikke om det. Det er så sandt som Lorensen
sier: at det er godt nok herhjemme for dem som ikke vet om
noget bedre.
Edevart så stivt på hende og sa: Det var engang at du selv
fandt det godt nok herhjemme.
Hun smilte fordi hun hadde så let spil, hun kunde svare: Ja
det var jo netop fordi jeg ikke visste om noget andet.
Lat os ikke snakke mere om det, mumlet han. Du er så for-
andret.
Å, men det var just dette indtryk hun hadde villet avverge
fra første dag — hadde hun nu spoleret det? Hun var dobbelt
søt mot ham da de kom hjem, skiftet straks av sig sin pynt og
tok på sig hverdagsklær, kokte maten, kom nu og da tæt bort
til ham og hvisket kjælne ord. Han hadde hat den tanke ikke å
nærme sig hende om kvelden, naturligvis vilde han det ikke, ikke
spor — og så gjorde han det allikevel. Ja for hun hadde så langt-
fra tænkt sig at han skulde bo i høihuset også i nat at hun tvert-
imot ymtet at det var plass i stuen for ham, de var jo to alene i
nat, og hun hængte for sikkerhets skyld lakener for vinduerne.
Hvem kunde så motstå!
De opnådde begge meget hos hverandre, kjærlighet, løfter og
løgne. Hun var den store lykke for ham, uten måte deilig,
fandtes ingen som hun, en stjerne hadde ledt ham på hendes vei,
han hadde været ute for et held, noget slikt følte han — syntes
han så tydelig å føle.
Reis ikke fra mig! bad han. Jeg har dig så kjær, mere end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
