Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det vilde kor (1904) - Alrunen - III. Under vinhøsten - IV. Høisang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208
Hun ser ham ved morgen, hun ser ham i sol
og kjender et gust gjennem sanserne:
Jeg mener — jeg tror jeg får hetman kjær —
Det tramper på veien en kommende hær,
en ordenscordon under lanserne.
De ringer ham ind og slår ham i jærn,
han retter sig dristig i knærne.
Så fører de hetman ad veien ned,
og piken — o under! — slår følge med.
Og spurvene kvidrer i trærne.
Men pike hvad vil du? hvor går, du hen?
vel ikke med manden i lænkerne?
Da buldrer, da stiger det op mot sky:
alrunen — alrunen var gjæst i vor by,
alrunen var ute med rænkernel
IV
Høisang Høis. 7, 13.
O se ikke på mig, min konge,
når ut du kommer fra salen.
Jeg brændtes så sort av solen,
jeg er dog en rose i Saron,
jeg er dog en lilje i dalen.
Dig ropte jeg efter, min konge,
og vægterne hørte mig håpe.
Jerusalems døtre hjalp mig,
vi fandt dig i nøttehaven,
jeg slap ei din kongekåpe.
O se ham, Jerusalems døtre,
han er som en hind på høien,
han er som en rå på berget.
Som hinden og råen den flyver
slik er han imot mig fløien.
Nu sangenes tid er inde
og vinterens dager svundne.
Se, blomster er sete i landet,
de duers røster er hørte
og druer i blomst er fundne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
