Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - På gjengrodde stier (1949)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg har det ikke med å klage og være utilfreds med verden
og livet, således heller ikke her. Jeg er ingen grinatus, jeg spø-
ker ofte, ler gjerne, har et lyst sind. Det har jeg efter far min
som var kjendt for det samme. Andre gode drag som jeg even-
tuelt kan ha skylder jeg mor min tak for. Jeg er et produkt.
Men jeg skriver ikke levnetsløp.
Nu noterer jeg ned nogen tilfældige hendelser, likegyldige
minder fra mandsavdelingen i Psykiatrisk klinik. Jeg tar også
med et par alvorlige ting som byr sig frem av sig selv, skjønt
det er med stærk ulyst jeg igjen skal huske dem.
Det er en i litt jesuitisk retning organisert og drevet anstalt,
med et halvt dusin fuldvoksne karer. til hjelp i tilfælde, og med
et utal av hvite pleiesøstrer som liver op ved å slå ned i rum-
mene som et brus av hvite duer. Det var snilde søstrer, og
flinke diakoner. I kjelderen var verksted for patienter som
skulde ha kropslige øvelser, og oppe i bygningen var labora-
toriet hvor rette vedkommende skulde drive sine eksperimenter
og gjøre sine opdagelser på sjælelivets område. I midten lå op-
holdsrummene, hvor halvhundrede «nervøse og sindslidende»
personer var fordelt. Tiden var på seksti minutter i timen fordi
det ikke var mulig å komme det nærmere. Det var orden og
punktlighet overalt, det var kulde, upersonlighet og reglemang
overalt, det var tukt og religion.
Jeg fik erfaring for at sykehus og dårehus er meget ulike
ting, skjønt begge er anstalter for helserøkt. Jeg fik litt kjend-
skap til dårehuset, men jeg lå om nætterne og ønsket mig iste-
det et ordinært sykehus, et ordinært fængsel, en ordinær vakt-
tjeneste, tvangsarbeide, hvadsomhelst bare ikke det psykiat-
riske dårehus på Vindern. Jeg bodde der i fire måneder, jeg
skulde aldrig ha vært der en dag. Jeg var jo ikke patient, jeg
var losjerende, kostgjænger.
Jeg begyndte i første avdeling, i en celle med kikhul i døren,
jeg fik en skje til å spise min mat med, jeg måtte ikke hoste
for høit, jeg måtte ikke selv åpne en pakke med undertøi hjem-
mefra, og jeg måtte ikke få beholde hyssingen. Der var jeg et
par måneder, så kom jeg op en etasje. Her var det ikke celle,
men et sideværelse med almindelig dør som kunde lukkes, det
var jeg taknemmelig for. Her var lysere og venligere, ikke fuldt
så sindsykt, jeg fik kniv og gaffel å spise med og efter en tid
mit ur. Men det var den samme ransakning, den samme atmo-
sfære av hemmelig snuseri, det blev fingret ved mine papirer
og bøker under påskud å ordne dem, og jeg måtte længe
finde mig i at mine gangklær blev tat fra mig om nætterne
og hengt bort.
19 — Hamsun XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
