Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
35
Og mens de straks gik over til å tale om noget andet så
dog Leporello godt at redaktørens tanker ikke var med, han
hadde sine egne tanker i hodet, han pønset på noget.
Det var en fornøielig aften igår i tivoli, sier Leporello, jeg
moret mig utmærket.
Jeg også, svarte Lynge og reiser sig. Han åpner døren til det
ytre kontor og roper til sekretæren:
Å hør: skriv en stubb om vore sjøfolk, si at vore tidligere
artikler om sjøfolkenes kår har vakt en voldsom opsigt, endog
blade som Vestlandsposten begynder nu å støtte os ....
Skjønt sekretæren er vant til å motta mangen mærkelig ordre
fra det indre kontor uten forbauselse stirrer han allikevel på
redaktøren nu.
Det er jo ikke vi som har hat de artikler, sier han; det er
Nordmanden.
Og Lynge rynker panden litt utålmodig og svarer:
Vi har vel hat en notis, en omtale. Folk gir sig ikke til å
læse op igjen gamle aviser for å se efter hvor det og det har
ståt. Si at vor foreløpige omtale av vore sjøfolks kår har vakt
umåtelig opsigt, og intet under, og så videre. De kan ta en
spalte. Men skynd Dem så vi får det på til imorgen.
Så lukket redaktøren døren igjen og forsvandt i sit kontor.
Men Leporello fik ikke mange ord av ham idag, han var
fremdeles meget optat, han tumlet med hemmelige tanker og
svarte ha og ja til alt som blev sagt.
I grunden var det et slitsomt liv han førte, Gud skulde vite at
man måtte få mærkede hænder av så anstrængt og ofte så
ufint arbeide som hans. Det gjaldt idelig og idelig å sno sig
frem og holde sig i ånde, og hvad hadde man igjen for det?
Hans fortjeneste blev aldeles ikke påskjønnet. Nu løp hans
letbevægelighet av med ham og han syntes at det hele ikke
var hans stærke arbeide værd: Der var nu denne vaskekone
fra Hammersborg kommet løpende idag og hadde besværet sig
over at hendes oprop ikke kom ind. Kom ind og kom ind,
det var stadig den samme klage, og hvorledes kunde alt komme
ind? Konen hadde takket for pengene hun hadde fåt og var
dermed begyndt å gråte, for nu hadde hun intet å leve av
igjen, og opropet hadde ikke ståt endnu. Denne scene kom
ham ubeleilig, den traf ham ikke i stemning, man kunde heller
ikke altid være i stemning, og han hadde kort og godt latt
konen forstå at han selv hadde kone og børn å forsørge, des-
uten var det nu rent ut sagt et fattigvæsen til, hun fik henvende
sig til det. Hadde han ikke allerede hjulpet hende en gang av
godt hjærte? Gud skulde vite at han hadde medfølelse med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
