Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
heller ikke mere, ikke en skilling. Gudskelov, det blev vel nok
en råd til næste termin, fru Ihlen hadde selv sagt en dag at
nu tjente Fredrik rigtig godt, hun vilde tilbakebetale lånet
allerede i midten av næste måned. Så blev vel resten av hans
gjæld klaret tilsist og hans farlige strek med de efterskrevne
navne begravet og glemt for evig. Og så kom våren med lyse
dager og lyse, stille nætter. Herregud, hvor den skulde være
velkommen!
Nu er vi snart fremme, sa Charlotte pludselig.
Ja desværre.
De hadde kanske ikke noget imot å gå ut i Aker inat?
Han åpnet døren og lot hende gå foran op trappen. I
entreen møtte fru Ihlen selv for å lukke op.
Gud, Charlotte, hvor har du været så længe? sa hun be-
breidende.
Høibro trådte med ett til, han lo og sa:
Ja De må tilgi os, vi har spaseret.
Og fru Ihlen slog hænderne sammen over det makeløse spa-
serveir de hadde valgt sig.
Høibro sa intet mere, Charlotte så på ham fra siden. For-
stod han allikevel hvor hun hadde været og vilde han dække
hende? Hun kunde ha sunket i jorden.
Men fru Ihlen gjorde en ende på forlegenheten ved å slå
stuedøren op og nøde de tilsnedde mennesker ind. Høibro
hadde intet overtøi å ta av, han blev puffet ind med al den
sne på. Jo jo, like ind, se, de hadde endog fremmede, så, nu
skulde han virkelig være elskværdig for en gangs skyld!
En ung forunderlig vakker dame sat i sofaen. Hun hadde
bare stukket op til Ihlens på veien hjem fra byen, hun bodde
endda længer ute på Hægdehaugen, det var Charlotte hun vilde
træffe. Hendes pande var overmåte hvit og hendes øine grøn-
lige og blanke. Om halsen hadde hun et sort fløielsbånd, akku-
rat som et barn.
Høibro slog sig straks til ro og underholdt damerne på det
bedste. Han blev litt efter litt livlig, hadde meget å tale om
og viste sig i det hele tat fra en ny side. Charlotte og Sofie blev
forundret over denne forandring hos ham. Han visste selv
hvorfor han spilte lystig, den fremmede dame skulde ikke
mangle underholdning, hun skulde tværtimot ha det rigtig in-
teressant. Nu hadde han desværre altid vist Charlotte formegen
opmærksomhet, iaften skulde ingen få nogen mistanke til ham,
han skulde vite å beherske sig.
Charlotte så gang efter gang på ham, kulden utenfor hadde
sat stærk farve i hans ansigt, han strålte. Endelig mindte hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
