Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
rale ministerium i landets historie. Hendes far, provst Kielland,
kjendte ministerchefen personlig; hvor ofte hadde han ikke
talt med sine børn om denne vældige norske stridsmand hvis
like endnu ikke var født herhjemme! Landet hadde i en men-
neskealder gjenlydt av hans røst, hjærterne hadde skjælvet mot
ham i begeistring når han slynget sine kampord ut. Og nu
skulde han falde! Gud i himlen hvor det var sørgelig altsam-
men når ikke engang en slik mand kunne stå sig! Tænk, å
slænge ham simpelthen væk nu da han har slitt op sin hele
kraft i arbeidet for fædrelandet!
Fru Dagny hadde inderlig ondt av ham. Hun sa:
Men må endelig ministeriet falde da? Chefen også?
Lynge svarte kort og godt uten spor av sentimentalitet:
Naturligvis.
Lang stilhet.
Så vilde han falde! Så blev han glemt, aldrig nævnt mere,
aldrig hilset på gaten; han vilde være som en død mand. Fru
Dagny skalv bare ved tanken. Hun var blit så hjærtens rædd
for alle katastrofer; siden den tåpelige hændelse med æven-
tyreren Nagel ifjor hadde hun ikke kunnet tåle rystelser av
noget slag. Og her faldt Norges fyrigste geni, slængtes væk
som utbrukt, som ubrukelig. Hver stubb avis i landet vilde
meddele tildragelsen og så tie om ham for evig.
Gud, hvor jeg synes det er sårt! sa hun endelig.
Den ægte bedrøvelse som lød i disse ord gjorde ham opmærk-
som, hans artisthjærte bævet med, han så på hende med næsten
duggede øine han også og sa:
Ja det synes jeg også, men.
Hun reiste sig pludselig op fra sofaen, kom frem på gulvet,
like bort til hans stol, foldet sine hænder over hans aksel og sa:
Kan ikke De frelse ham? De kan det!
Han blev forvirret, hendes nærhet, hendes ord, duften av
hendes ånde satte ham virkelig for et PE i forvirring.
Jeg? sa han.
Ja .... Å om De gjorde det!
Det kan jeg visst ikke, sa han bare. Da han med det samme
tok efter hendes hænder trak hun sig langsomt tilbake, be-
gyndte å gå frem og tilbake på gulvet med sænket hode og lot
ham sitte igjen alene.
Han kunde ha lydt os og været sin fortid mere tro, sa Lynge.
Så hadde han kunnet regjere sit liv ut.
Ja det er vel så. Fru Dagny satte sig igjen i sofaen. Så sa hun:
Men vil det bli så meget bedre å få en ren høireregjering?
Som ialfald ikke har brutt tro og love, ja, svarte han.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
