Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97
Så var de igrunden enige.
De forhandlet endnu en stiv time, løste og bandt, avtalte
detaljerne med hverandre og takket hverandre gjensidig for
hvert stort og godt indfald. Bare med hensyn til selve avis-
feiden vilde ekscellencen overlate alt til redaktøren. Han kunde
ikke selv skrive, han slog ut med hånden og sa spøkende:
Deres pen, hr. redaktør, er det ingen lyst å bli utsat for.
Lynge sat en gang med ordet på tungen og vilde slå på saken
med korset, med ordenen, som det naturligvis vilde være minis-
teren en fornøielse å skaffe ham; men det var for småt, for lite
alvorlig å bringe et så ubetydelig leketøisspørsmål på bane i
denne alvorlige aften. Lynge vilde vente, det kom også en dag
senere. Da han tok avsked med ministeren hadde han ikke
nævnt ordenen.
Endnu ved døren sa Hs. Ekscellence da han for siste gang
trykket Lynges hånd:
Jeg takker Dem endnu en gang fordi De kom. Vi to har inat
gjort Norge en tjeneste.
Og Lynge gik.
Gaten var tom, alle gater var tomme, byen var gåt til sengs.
Lynge begav sig op til redaktionskontoret.
Han vilde gjøre færdig sin første artikel allerede iaften mens
hans flamme spilte høit. Hvad han nu skulde skrive vilde
komme til å forundre nogen hver, det vilde bli læst høit og
lavt, diskuteret, gjentat i det uendelige, lært utenad. Det gjaldt
å gjøre sine saker godt.
Lynge anet at han stod i begrep med å tilføie sin politiske
anseelse endnu et knæk. Og hvad så? Det vilde opreises mange-
fold av den store seir han skulde vinde. Han så i ånden sit
blad som det største i landet med titusener av abonnenter,
egen telegraf, egen jærnbane, en ekspedition på opdagelser ved
Polen, filialer i alle verdensdele, balloner, brevduer, eget teater
og egen kirke bare for trykkeripersonalet. Hvor altsammen var
småt overfor så gigantiske syner! Og hvad om han tapte endel
godtfolks tiltro? Skrap, skrap! Lat det bare brake sammen med
den tiltro, han slog om i en anden gate. Hvad hadde han også
fåt i erstatning for sit endeløse slit for disse landsens katekis-
mushelter? Hadde det bragt ham den påskjønnelse han egent-
lig hadde sat pris på? Tok virkelig fine folk hatten av for ham?
Gav bispen og generalen ham et nik? Blev deres døtre dunkle
i blikket av beundring når han gik forbi dem på gaten? Ak, der
var Alexander Lynge med alle sine fortjenester utestængt. Selv
høinæsete venstremænd begyndte å lage møter uten ham. Der
7 — Hamsun: II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
