Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - I spiretid - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177
Coldevin drak av sit glas.
Jeg husker ikke at det egentlig er gåt i baklås før? spurte
advokaten. Sigter De til noget bestemt som førerne skal ha
sviket?
Å ja. Ord som er brutt, ord som er bragt tilside, ord som
er åpent og rolig fragåt. Jo vi skulde ikke glemme dem....
Førerne skal man ikke lite forvissest på, derimot skulde jo
ungdommen være vort håp. Nei førerne de knækker over så
mangen gang. Det er en gammel lov at når føreren kommer
til en viss alder så stanser han, ja han vender sig endog om
og stemmer imot. Så må ungdommen gå imot ham, drive ham
foran sig igjen eller trampe ham ned.
Døren gik op og Lars Paulsberg trådte ind. Han hilste til
advokaten som svarte. Advokaten pekte på en stol ved siden
av sig, men Paulsberg rystet på hodet og sa:
Nei jeg søker efter Milde. Han har slet ikke malet på mig
idag.
Milde er i hjørnet, svarte advokaten. Og han vendte sig
igjen til Coldevin og hvisket: Ja der var nu en av de vigtigste
blandt vore unge, så å si føreren for dem allesammen, deres
autoritet, Lars Paulsberg. Kjender De ham? Var bare alle som
han sål
Jo Coldevin kjendte hans navn. Jaså, var dét Paulsberg! Ja
han kunde forstå at det var en betydelig mand, for han la
mærke til at folk så efter ham og hvisket. Åja, forfattere hadde
vi da endel av, det var synd å si andet.... Det kom netop
en til Torahus før jeg reiste, Stefan Øien var det visst han
hette; jeg har læst to bøker av ham. Han var nervøs, sa han
og talte om at han var fuld av ny hensigt, et slags ny hensigt
i litteraturen. Han gik i silkeforede klær, men han gjorde for-
øvrig ikke meget væsen av sig. Ja folk var jo nysgjærrige og
vilde se ham, men han tok det meget beskedent. Jeg var sam-
men med ham en aften; han hadde hele sit skjortebryst be-
skrevet, det var vers, lange og korte linjer, et dikt i prosa.
Han fortalte at han hadde våknet om morgningen og fundet
sig I stemning, og da han intet papir hadde for hånden var
han ikke rådløs, han skrev hele skjortebrystet fuldt. Ja vi
skulde ikke ta ham det ilde op, han hadde to skjorter til, men
de var skitne, så han fik gå med denne som den var. Han
læste også noget op for os, stemningstulde ting. Han gjorde
indtryk av å være flink.
Advokaten visste ikke enten dette var spøk eller alvor, for
Coldevin smilte for første gang. Men det måtte vel være
alvor.
12 — Hamsun: II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
