Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - I spiretid - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
har ikke noget mål å måle med her, alt må bero på ens skjøn,
og mit skjøn er ikke det samme som Deres, det kan ikke sies
noget om det. Men altså: vore unge forfattere hæver ikke
niveauet overmåte, de gjør ikke det, efter min forstand. De
har ikke kræfter til det, synes det. Nei nei, men det kan de
ikke hjælpe for? Godt, men da skal de heller ikke gjælde
for mere end de er. Det er så galt at vi taper det store av sigte
og gjør det lille stort. Se engang ut over vor ungdom, se på
forfatterne også, de er nok flinke, men .... ja flinke er de
nok, de sliter og sliter sig til det; men det kommer ikke over
dem. Og Herregud, hvor lite de i grunden rutter med sine
midler! De er sparsomme og tørre og kloke. De skriver et vers,
og de trykker dette vers og andre vers. De piner ut av sig en
bok nu og da, skraper samvittighetsfuldt bunden i sig for hver
gang og får et utmærket bra resultat ut av det. De drysser
ingenting ut, nei de strør ikke mynt på veier. Og fordum kunde
dikterne endog sætte litt til, det hadde de råd til, de stod
svulmende rike og slængte dukater ut av vinduet med herlig og
ufornuftig sorgløshet. Hvad så? Det var fuldt av dukater igjen.
Å nei, vore unge forfattere de er fornuftige og flinke, de viser
os ikke som de gamle nogen vidtløftighet, noget uveir, en eller
anden forbausende triumfscene av rød kraft.
Aagot tok ikke sine øine fra ham, han så på hende og møtte
hendes blik, hun lot ham forstå med et kort, varmt smil som
fløi over hendes ansigt at hun hadde hørt hans ord. Hun vilde
dog vise Ole hvor lite hun hadde ment å beklage at ikke også
han var dikter. Hun nikket endog til Coldevin og undte dik-
terne alt de fik. Coldevin var hende taknemmelig for hendes
smil, hun var den eneste som smilte like venlig og han brydde
sig like lite om at man ropte hæftig til ham, skrålte op, gjorde
ham grove spørsmål: Men hvad var da han, for slags fænomen
som kunde være så overlegen? Hvilke verdenshistoriske bedrif-
ter hadde han selv utført? Han burde ikke gå omkring inkog-
nito længer, hvad var hans virkelige navn? Man vilde hilse
ham hil!
Irgens var allikevel den roligste, han snodde stolt sit over-
skjæg og så på klokken for å la forstå hvor dette kjedet ham.
Og idet han kastet et blik på Coldevin hvisket han til fru
Hanka med et uttryk av uvilje:
Han er så lite renslig den mand, synes jeg. Se nu det bryst-
stykke, den krave, eller hvad det er man kalder det. Jeg la
mærke til at han nylig stak et cigarmundstykke uten futteral
i vestelommen. Gud vet, kanske går han og bærer på en gammel
kam i den samme lommen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
