Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - I spiretid - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
drede og tolv, et hundrede og femten. Ingen hadde nogen anelse
om hvor den kom til å ende.
Tidemands ærend til Ole var da dette at han vilde foreslå
sin ven og kollega en forretning i rug fra Amerika mens det
endnu var tid. De skulde gå sammen om affæren, slå et kolossalt
keiserslag med ett, tilføre Norge en rugmasse som kunde bidrage
til å holde det oppe året over. Men det hadde hast, rug fløi
også i veiret for hver dag, i Rusland kunde den næsten ikke
længer kjøpes.
Ole forlot pulten og begyndte å spasere op og ned over gul-
vet, det arbeidet i hans hode, han hadde tænkt å by Tide-
mand en forfriskning, en cigar, men glemte det så aldeles.
Forretningen fristet ham, men han hadde for øieblikket bundet
sig formeget på andre hold, den siste affære på Brasilien hadde
virkelig lammet ham litt, sat ham fast, og han kunde ikke vente
å høste frugterne av denne affære før ut på sommeren.
Her burde jo bli penger å tjene, sa Tidemand.
Ingen tvil derom, det var heller ikke dét som fik Ole til å
vakle. Men han kunde desværre ikke. Han forklarte sine om-
stændigheter og la til at han torde ikke våge sig ut på mere
foreløbig. Men spekulationen interesserte ham, fik hans øine til
å spille, han forhørte sig med hidsighet om detaljerne, tok et
papir og slog over, studerte atter telegrammet med grublende
mine. Tilsist lot han hodet synke og erklærte ikke å kunne
ta del i handelen.
Ja jeg kan naturligvis operere alene, sa Tidemand, så tar
Jeg bare så meget mindre. Men jeg vilde så gjærne ha hat dig
med, jeg vilde ha følt mig tryggere ved det. Men naturligvis,
du kan ikke strække dig længer end du kan forsvare. Imidlertid
vil jeg telegrafere. Har du blanket?
Tidemand skrev telegrammet og rakte det over til Ole:
Se så, dét er vel forståelig?
Ole gjorde et skridt tilbake.
Så meget! sa han. Dette er en stor ordre, Andreas.
Ja det er det. Men jeg får håpe på et lykkelig utfald, svarte
Tidemand stille. Og ute av stand til å tilbaketrænge en be-
vægelse som med en gang gjennemstrømmet ham så han bort i
en anden væg og hvisket for sig selv: Jeg er forresten like glad
med altsammen mere.
Ole så på ham og spurte:
Noget nyt?
Nei...
Jaja, nu får vi altså se hvorledes dette går.
Tidemand stak telegrammet i lommen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
