Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - Seksti fold - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
vilde han ikke knipe munden således sammen og skyte haskt
med øinene. Han iagttok forøvrig hele tiden sin sædvanlige
taushet, til Aagot sa han ikke et ord, men lot som om hun ikke
var tilstede. Hvad hadde hun gjort ham? Kunde hun ha handlet
anderledes end hun hadde gjort? Hvorfor betænkte han ikke
nogen ting?
Men han så ikke på hende.
Kaffen blev kokt ombord, men av hensyn til Øien som stadig
var like sjøsyk blev det besluttet å drikke den på det første
det bedste skjær man kom til. Og jagten la til. Man leiret sig
på stener, kastet sig plat ned på de hårde heller og støiet. Dette
var morsomt, dette var friskt! Øien så med store, forundrede
øine på alt, på havet, på bølgerne som gjorde luften tung av
sus, på dette øde skjær hvor ikke et træ vokste og hvor græsset
var brændt av sol og sjøvand. Hvor det var forunderlig! Aagot
gik omkring med kopper og glas, hendes bittesmå hænder var
altfor rædd for å slippe noget ned, hun gik så varsomt som om
hun skulde balancere og stak tungespidsen ut.
Milde foreslog en skål for hende. Har du ikke champagne?
sa han til Ole.
Og champagnen kom frem, glassene blev fyldt og skålen
drukket med høie hurra. Milde var i perlestemning, han fandt
på at man skulde korke den tomme flaske til igjen og kaste
den på havet med en seddel i, allesammen skulde skrive på,
damer og herrer, værsågod.
Og allesammen skrev sig på undtagen Paulsberg som be-
stemt avslog det. En mand som skrev så meget som han skrev
jo ikke for moro skyld på sedler, sa han. Og han reiste sig og
gik længer indover skjæret aldeles alene.
Så skriver jeg ham sgu på selv, sa Milde og grep til blyanten.
Men nu ropte fru Paulsberg forarget:
Hvad gjør De, sier De? Jeg håper De later være, Paulsberg
har sagt, at han ikke vil ha sit navn på dér, det må være os
nok. — Fruen hadde en likefrem krænket mine. Hun la det ene
ben over det andre og tok som sædvanlig om kaffekoppen som
om den var et pjolterglas.
Milde gjorde en undskyldning straks: det vilde bare ha været
en spøk, trodde han, en harmløs skøierstrek. Men når han nu
overveiet det så måtte han indrømme at fruen hadde ret, det var
et dumt indfald av ham, Paulsberg kunde ikke gjøre slikt
noget, kortsagt .... Forresten syntes han ikke at det nu blev
nogen moro ved det hele længer, han vilde rent ut foreslå
at man lot være dette med flasken. Når ikke Paulsbergs navn
blev med så .... Ja hvad syntes de andre?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
