Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - Seksti fold - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
255
Og Tidemand gik atter ned trappen igjen, ned i kontoret
hvor han låste sig inde. Han stillet sig ved vinduet, med hæn-
derne på ryggen, stirrende ret ut i gaten uten å se. Nei hun
hadde ikke i ringeste måte ombestemt sig som ventelig kunde
være, hun vaklet ikke. Hun hadde stå der, med albuen på
pulten, hun hørte hvad han sa og svarte på det: ja så får
vi gjøre det således da. Nei ikke nogen vakling .... Men hun
hadde ikke skreket av glæde heller? Det hadde hun sparet ham
for, han kunde ikke si andet, så hensynsfuld var hun. Å Hanka
var altid fin, Gud være med hende! Just dér stod hun. Hanka,
Hankal! .... Men så sat hun vel og glædet sig nu. Og hvorfor
skulde hun ikke det? Hun hadde fåt sin vilje .... Og børnene
lå vel og sov allerede de, både Ida og Johanne. Og så rak
de ikke op på hodeputen engang, så små var de. Nå, det skulde
nok bli en råd med dem. Man grånet litt, men man var
ikke forbi ....
Og Tidemand gik fra vinduet og bort til pulten. Han blev
stående der med bøker og papirer til den lyse morgen.
II
I et par dager søkte fru Hanka forgjæves efter Irgens. Hun
vilde ha ilet til ham og berettet ham om sin store lykke, sin
frihet, sin endelige frihet, hun fandt ham ikke hjemme. Hans
dør var avlåset og når hun banket på blev den ikke åpnet,
derfor var han jo ikke hjemme. Hun støtte heller ikke på ham i
kaféerne. Tilslut måtte hun skrive til ham, utbe sig en dag,
en time, hun hadde noget meget glædelig å tale med ham om.
Men i disse to dager, denne lange ventetid hvori hun intet
fik utrettet, hadde hendes glæde over skilsmissen begyndt å
forta sig litt, hun hadde så ofte gjentat og gjentat for sig selv
at nu var hendes ægteskap forbi, hendes tanke vænnet sig til
det, det fik ikke længer hendes hjærte til å rødme. Hun skulde
skilles fra sin mand, — godt, men hun hadde ikke været meget
bundet til ham før heller. Forskjellen var ikke så stor at den
vedblivende kunde opta hende.
Og dertil kom nu at da hun stod foran selv avgjørelsen og
skulde forlate hjemmet hvad tid som helst begyndte en følelse
av vemod å plage hende, et stænk av sorg, av bløthjærtethet;
fastere var ikke hendes lykke. Det begyndte pludselig å løpe
hende som en forunderlig stærk og gylden smak gjennem hjærtet
når børnene pludret med hende eller strakte sine armer efter
hende; hvad kunde det komme av? Hun hadde ståt op igjen
igår nat og kikket på børnene mens de sov. Der lå de i hver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
