Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - Seksti fold - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259
allikevel i operaen, allikevel, hun står ikke fast for følge, —
godt, det glædet hans sjæl, glædet umåtelig hans sjæl, og så
videre. Hun brukte en lys, ulden kjole, og når han var sammen
med hende fik han hår og uld nedover alle sine klær. Hun mær-
ket det aldrig. Han gnidde og pusset sig en lang stund bak-
efter, han så ut som om han hadde ligget i en seng i fulde
klær. Men mærket hun det? Aldrig! Og han sa til sig selv:
at hun da aldrig mærker det, aldrig ser det! Således hadde
den ene ting efter den andre stillet sig imellem ham og hende
og tilsist var det kommet til den uovervindeligste antipati. Han
så feil ved hende i alt mulig: hun kunde ikke la være å støte
litt med maven når hun gik. Han syntes at folk var opmærk-
som på det og så hende på maven når de møtte nogen, og dette
ærgret ham, såret ham. Han husket så tydelig en lørdag i vin-
ter, de traf to herrer i Slotsbakken, bare to studenter forresten,
men allikevel. Han kunde dø på at de to herrer så hende på
maven og gjorde sig nærgående tanker om hende. Se hvor hun
støter, vil du bare se hvor hun er flink! syntes han å ha hørt
like ind i sit ansigt. Hvad skulde han så gripe til? Han sa til sig
selv: hun støter med maven, støter virkelig med maven, man
kan ikke fortænke folk i at de ser på det, iagttar fænomenet.
Men hvorfor går hun også så skjødesløst, hun som er så vakker?
Folk taler om det, stirrer på det .... Ak det var hundrede
bittesmå ting! For ikke så længe siden hadde hun desværre så
sprukne læber at hun ikke engang kunde le naturlig, og tænk,
også dette hadde påvirket ham ilde, ganske fordærvet ham
synet av hende. Herregud, hun måtte ikke tro at han bebreidet
hende det, bebreidet hende at hun hadde sprukne læber, det
kunde hun jo virkelig ikke hjælpe for, og han var ikke så dum,
slet ikke så dum. Men .... Og alt i alt var det nu så galt med
ham at han halvveis hadde gruvet for hendes besøk. Hun skulde
tro ham, han hadde sittet her på stolen og lidt, lidt usigelig når
han hadde hørt hendes banking på døren. Men ikke så snart
var hun forsvundet ned trapperne før han gjorde sig rede til
å gå ut han også. Han gik til en restauration og spiste med
god appetit, spiste rigtig godt og hjærteløst, uten å være grepet
av sorg over det han hadde gjort. Dette vilde han at hun skulde
vite for at hun kunde forstå ham .... Men kjæreste Hanka,
nu har jeg sittet her og sagt alt dette og kanske gjort dig mere
bedrøvet endda. Jeg trodde at det var nødvendig, du måtte
se at det virkelig hadde sin grund; at jeg ikke bare snakket.
Det bunder desværre dypt i min natur. Å, men ta det ikke
så hårdt, kjære, lat det bare ikke gjøre dig altfor ondt. Du
vet at jeg er glad i dig allikevel og inderlig taknemmelig for alt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
