Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - Slutning - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324
Skulde han be hende om å se op til børnene?
Du kikker gjærne op et øieblik, kanske? sa han. Du vil glæde
dem. Jeg vet ikke hvorledes det ser ut deroppe, men ....
Ja tak!
Han så hvor hun var ham taknemmelig, skjønt hun ikke
fik mere sagt. Hun rakte ham hånden til farvel. Bare de nu
kjender mig! sa hun.
Jeg kommer efter om litt jeg også, sa han. Jeg har ikke noget
å gjøre just nu. Du blir kanske sittende en stund så? Men jeg
vet slet ikke om det ser slik ut deroppe at .... Her er nøklen
til entreen, så du slipper å ringe. Men vogt dig for børnenes
sko hvis du tar dem på fanget. Ja le ikke av det, Gud vet om
de tilfældigvis har sine peneste sko på.
Hanka gik. Han åpnet døren for hende og fulgte hende til
trappen, så vendte han om til kontoret igjen.
Han stillet sig ved pulten, men han arbeidet ikke. Dér stod
hun. Hun hadde sin sorte fløiels kjole på idag; men ansigtet
hadde han ikke set, bare litt av halsen, en hvit rand av halsen.
Nu var hun ovenpå. Gud vet om han kunde gå op nu, allerede
nu? Han hørte ikke længer noget til børnene, de gik ikke længer
på gulvet, de sat kanske hos hende. De hadde nu vel sine røde
kjoler på?
Han steg opover trappen sælsomt bevæget og da han kom
til stuedøren banket han endog på som om det ikke var til sig
selv han gik ind. Hans kone reiste sig straks hun så ham.
Hun hadde tat sløret av, hun rødmet stærkt. Nu forstod han
hvorfor hun brukte slør, hun hadde ikke for intet hat glædeløse
dager nede på sit værelse ved Fæstningen, hendes ansigt bar
tydelige spor av lidelse. Johanne og Ida stod ved siden av
hende og holdt i hendes kjole; de kjendte hende ikke klart
igjen, de så forundret på hende og tidde.
De kjender mig ikke, sa fru Hanka og satte sig; jeg har spurt
dem.
Jo, jeg kjender dig, sa Johanne. Og i det samme kravlet Jo-
hanne opp på morns fang; Ida gjorde det samme.
Tidemand så bevæget på.
Dere må ikke kravle op, børn, sa han; dere må la mama
få litt fred også.
Nei det hørte de ikke på, de vilde ikke la mama få fred.
Hun hadde ringer på hænderne, hun hadde også de mærke-
ligste knapper i kjolen, de kunde plukke på dem. De begyndte
å tale, å pludre om disse knapper, de fik øie på morns brystnål
og sa også mange ting om den. Og der stod de begge to på knæ
i morns fang fremdeles og hadde hænderne opover hendes bryst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
