Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338
en torden rystet jorden, en klippeblok løsnet og styrtet nedover
mot havet, efterlatende en vei av stenrøk; i samme øieblik satte
Æsop snuten mot vinden og veiret forundret mot den svidde
lukt som den ikke forstod. Når snevandet hadde brutt revner
i fjældet var et skudd eller endog bare et skarpt rop nok til
å rive løs en stor blok og få den til å vælte ....
En time kunde gå, kanske mere, tiden gik så hurtig. Jeg
avkoblet Æsop, kastet væsken over min anden aksel og begav
mig hjem. Det hældet med dagen. Nede i skogen støtte jeg
ufravikelig på min gamle kjendte sti, et smalt bånd av en sti,
med de forunderligste svingninger. Jeg fulgte hver sving og
gav mig god tid, det hastet ikke, det var ingen som ventet på
mig hjemme; fri som en hersker gik jeg der og drev i en frede-
lig skog, akkurat så sagte som jeg vilde. Alle fugler tidde, bare
årfuglen spillet langt borte, den spillet altid.
Jeg kom ut av skogen og så to mennesker foran mig, to
vandrende mennesker, jeg indhentet dem, den ene var jomfru
Edvarda, jeg kjendte hende og hilste; doktoren fulgte hende.
Jeg måtte vise dem min børse, de beså mit kompas, min væske;
jeg indbydde dem til min hytte og de lovet å komme
en dag.
Nu var kvælden inde. Jeg gik hjem og gjorde ild op, stekte
en fugl og holdt måltid. Imorgen kom atter en dag ....
Stille og tyst allevegne. Jeg ligger utover kvælden og ser ut
av vinduet. En féglans hvilte på denne tid over mark og skog,
solen var gåt under og farvet horisonten med et fett, rødt lys
som stod stille som olje. Himlen var overalt åpen og ren, jeg
stirret ind i dette klare hav og det var som om jeg lå ansigt
til ansigt med verdens bund og som om mit hjærte klappet
inderlig imot denne bare bund og var hjemme der. Gud vet,
tænkte jeg ved mig selv, hvorfor horisonten klær sig i lila og
guld i kvæld, om det ikke er en fest oppe i verden, en fest
i stor stil, med musik fra stjærnerne og båtfarter nedover floder.
Det ser så ut! Og jeg lukket øinene og fulgte med på denne
båtfart og tanker efter tanker seilet gjennem min hjærne ....
Således gik mere end en dag.
Jeg streifet om og iagttok hvorledes sneen blev til vand og
hvorledes isen løsnet. Mangen dag skjøt jeg ikke engang min
børse av når jeg allerede hadde mat nok i min hytte, jeg drev
bare omkring i min frihet og lot tiden gå. Hvorsomhelst jeg
vendte mig hen var det like meget å se og høre, alting for-
andredes litt for hver dag, selv vidjekrat og ener stod og ventet
på våren. Jeg gik for eksempel ut til møllen, den lå nediset
endnu; men jorden var trampet op omkring den i mange Her-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
