Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
efter en gren, vandrer ustanselig, som om den ikke kan hvile.
Den ser næsten ingenting skjønt den har øine, ofte står den
ret opad og føler i luften efter noget å støte mot; den ser ut
som en stubb grøn tråd som syr en søm med langsomme sting
bortefter grenen. Til kvælds er den kanske kommet dit hvor
den skal hen.
Altid stille. Jeg reiser mig og går, sætter mig og reiser mig
igjen. Klokken er omkring fire; når klokken blir seks går jeg
hjemover og ser om jeg træffer nogen. Jeg har to timer igjen
og jeg er allerede litt urolig og børster lyng og mose av mine
klær. Jeg kjender de steder jeg passerer, trær og stener står
der som før i ensomheten, løvet rasler under mine føtter. Det
monotone sus og de kjendte trær og stener er for meget for mig,
Jeg blir fuld av en sælsom taknemmelighet, alt indlater sig med
mig, blander sig med mig, jeg elsker alt. Jeg tar op en tørkvist
og holder den i hånden og ser på den mens jeg sitter der og
tænker på mine ting, kvisten er næsten rotten, dens fattige bark
gjør indtryk på mig, en medynk vandrer gjennem mit hjærte.
Og når jeg reiser mig og går kaster jeg ikke kvisten langt bort,
men lægger den ned og står og synes om den; tilslut ser jeg
på den en siste gang med våte øine før jeg efterlater den der.
Og klokken blir fem. Solen viser falsk tid for mig, jeg har
gåt vestover den hele dag og jeg er kanske kommet en halv
time foran mine solmærker ved hytten. Alt dette er jeg op-
mærksom på; men allikevel har jeg en time til klokken seks,
derfor reiser jeg mig atter og går et stykke. Og løvet rasler under
mine føtter. Således forløper en times tid.
Jeg ser nedenunder mig den lille elv og den lille mølle som
har ligget nediset i vinter, og jeg stanser; kværnen går, dens
sus vækker mig, jeg stanser like på stedet og med ett. Jeg er
forsent ute! sier jeg høit. En lidelse rykker gjennem mig, jeg
vender øieblikkelig om og begynder å gå hjemover, men imens
vet jeg at jeg er forsent ute. Jeg begynder å gå hurtigere, å løpe;
Æsop forstår at noget gjælder, den trækker i remmen, sliter
mig med, pister og har det travlt. Det tørre løv sprutter om-
kring os. Men da vi kom ned i kanten av skogen var det ingen
der, nei, alt var stille, det var ingen der.
Det er ingen her! sier jeg. Og det var dog ikke værre end
jeg ventet det.
Jeg blev ikke længe stående, men gik, trukket av alle mine
tanker, gik min hytte forbi, ned til Sirilund, med Æsop og
væsken og børsen, med hele mit tilbehør med.
Hr. Mack mottok mig med den største venlighet og indbydde
mig til aften.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
