Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
367
opmærksomhet på sig, damerne blev ikke trætte av å være
i hans nærhet. Er det dér min rival? tænkte jeg, og jeg tænkte
også på hans halte ben og hans arme figur. Han hadde lagt
sig til en ny og vittig ed, han sa død og pinsel, og hver gang
han brukte denne pussige ed lo jeg høit. Det faldt mig ind i
min forpinthet å gi denne mand alle de fordele jeg kunde da
han var min rival. Jeg lot det være doktoren først og doktoren
sist, jeg ropte: Så hør dog hvad doktoren sier! og jeg tvang mig
til å le høit av hans talemåter.
Jeg elsker denne verden, sa doktoren, jeg klamrer mig med
hænder og føtter til livet. Og når jeg engang dør da håper
jeg å få min plass i evigheten et sted ret op for London eller
Paris så jeg kan høre bulderet av menneskenes kankan hele
tiden, hele tiden.
Storartet! skrek jeg og hostet av latter skjønt jeg ikke var
det ringeste beruset.
Edvarda lot også til å være henreven.
Da gjæsterne gik stak jeg mig ind i det lille sideværelse og
satte mig til å vente. Jeg hørte det ene farvel efter det andre
ute på trappen. Doktoren tok også avsked og gik. Snart døde
alle stemmer hen. Mit hjærte slog hæftig mens jeg ventet.
Edvarda kom ind igjen. Da hun så mig blev hun et øieblik
forundret stående, derpå sa hun smilende:
Jaså, De er der. Det var venlig av Dem å vente til sist. Nu
er jeg dødstræt.
Hun forblev stående.
Jeg sa idet også jeg reiste mig:
Ja nu kan De trænge å komme til ro. Jeg håper at Deres
misstemning er gåt over, Edvarda. De var så sørgmodig for litt
siden og det smærtet mig.
Det går nok over når jeg får sovet.
Jeg hadde intet mere å tilføie, jeg gik til døren.
Ja tak for iaften, sa hun og rakte mig sin hånd. Og da hun
vilde følge mig ut på trappen søkte jeg å avværge det.
Behøves ikke, sa jeg, gjør Dem ingen uleilighet, jeg kan godt
selv 2000.
Men hun fulgte mig allikevel ut. Hun stod der i gangen og
ventet tålmodig mens jeg fandt min lue, min børse og min
væske. Det stod en spaserstok i kroken, jeg så godt stokken,
jeg stirret på den og kjendte den igjen, det var doktorens. Da
hun mærker hvor mine øine ser hen blir hun rød av forlegen-
het, det var klart å se på hendes ansigt at hun var uskyldig og
ikke visste om stokken. Det går et helt minut. Endelig skyter
en rasende utålmodighet op i hende og hun sier dirrende:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
