Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XX - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378
Og jeg holdt mig for øinene av kjærlighet. Han slap mig
ikke, jeg sank om og skjulte mig hos ham.
Jeg synes at noget galer igjen? sa han og lyttet.
Men da jeg hørte hvad han sa avbrøt jeg ham så hurtig jeg
kunde og svarte:
Nei hvor kan du tro at noget galer igjen! Det var ingenting
som gol.
Han kysset mit bryst.
Det var bare en høne som gol, sa jeg i siste øieblik.
Vent litt, jeg skal lukke døren i lås, sa han og vilde reise sig.
Jeg holdt ham tilbake og hvisket:
Den er lukket ....
Så blev det kvæld igjen og Dundas var reist. Det rislet noget
gyldent gjennem mig. Jeg stillet mig foran speilet og to for-
elskede øine så like mot mig, det rørte sig noget i mig ved mit
blik og det rislet og rislet rundt omkring mit hjærte. Min Gud,
jeg hadde aldrig set på mig selv med de øine før og jeg kysset
av elskov min egen mund i speilet ....
Men nu har jeg fortalt dig om min første nat og om morgenen
og kvælden derpå. Siden engang skal jeg fortælle dig om Svend
Herlufsen. Ham elsket jeg også, han bodde en mil herfra, på øen
som du ser derute, og jeg rodde selv til ham i stille sommer-
nætter fordi jeg elsket ham. Jeg vil også fortælle dig om Stamer.
Han var præst, jeg elsket ham. Jeg elsker alle ....
Jeg hører gjennem min slummer en hane som galer nede ved
Sirilund.
Hørte du, Iselin, en hane gol også til os! ropte jeg frydefuldt
og strækker armene ut. Jeg våkner. Æsop er allerede på benene.
Borte! sier jeg i brændende sorg og ser mig omkring. Her er
ingen, ingen her! Fuld av hete og ophidselse går jeg hjemover.
Det er morgen, hanen vedblir å gale på Sirilund.
Ved hytten står en kvinde, står Eva. Hun har et rep i hån-
den og skal til vedskogen. Det er livets morgen over den unge
pike, hendes bryst går op og ned, solen forgylder hende.
De må ikke tro .... stammer hun.
Hvad må jeg ikke tro, Eva?
Jeg gik ikke hit for å træffe Dem, jeg gik bare forbi ..
Og hendes ansigt mørkner av rødme.
XXI
Min fot vedblev å volde mig bryderi og plage, ofte om natten
klødde den og holdt mig våken, et pludselig sting kunde gjen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
