Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XXXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
410
Jeg har mangen lystig stund endnu, men tiden den står
stille og jeg skjønner ikke at den kan stå så stille. Jeg er av-
skediget militær og fri som en fyrste, alt er godt, jeg træffer
mennesker, kjører i vogner, nu og da lukker jeg det ene øie
og skriver med pekefingeren op i himlen, jeg kildrer månen
under haken og jeg synes at den ler, storler av naragtig glæde
over å bli kildret under haken. Alting smiler. Jeg later en prop
knalde og kalder glade mennesker til.
Hvad Edvarda angår da tænker jeg ikke på hende. Hvorfor
skulde jeg ikke helt ha glemt hende i denne lange tid? Jeg
har ære i livet. Og spør nogen mig om jeg har nogen sorger
da svarer jeg bums nei at jeg ingen sorger har ....
Cora ligger og ser på mig. Før var det Æsop, men nu ligger
Cora og ser på mig. Klokken tikker på kaminen, utenfor mine
åpne vinduer bruser byens larm. Det banker på døren og post-
budet rækker mig et brev. Brevet er kronet. Jeg vet hvem det
er fra, jeg forstår det straks eller jeg har kanske drømt det en
søvnløs nat. Men i brevet er ikke noget skrevet, det ligger bare
to grønne fuglefjær i det.
En isnende rædsel trækker gjennem mig, jeg blir kold. To
grønne fuglefjær! sier jeg til mig selv. Nå, hvad er dermed å
gjøre! Men hvorfor blir jeg kold? Se det er nu en forbandet
træk fra de vinduer der.
Og jeg lukker vinduerne.
Der ligger nu to fuglefjær! tænker jeg videre, jeg synes at
jeg skulde kjende dem, de minder mig om en liten spøk oppe
i Nordland, en sådan liten oplevelse blandt mange andre op-
levelser; det var fornøielig å se de to fjær igjen. Og jeg synes
pludselig å se et ansigt og høre en røst og røsten sier: Værsågod,
hr. løitnant, her er Eders fuglefjær!
Eders fuglefjær ....
Cora, du skal ligge stille, hører du, jeg slår dig ihjæl hvis
du rører dig! Veiret er varmt, det er en utålelig hete; hvad
tænkte jeg på som lukket vinduerne! Op med vinduerne igjen,
op med hele døren, hit, I glade mennesker, kom ind! Hei, by-
bud, gå et ærend for mig efter mange mennesker ....
Og dagen går, men tiden står stille.
Nu har jeg skrevet dette bare for min fornøielses skyld og
moret mig som jeg bedst kunde. Ingen sorg trykker mig, jeg
længes bare bort, hvorhen vet jeg ikke, men langt bort, kanske
til Afrika, til Indien. For jeg hører skogene og ensomheten til.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
