Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - Damen fra Tivoli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
45
Han hilste og sa sit navn. Om han ikke måtte få lov å
sætte sig på hendes bænk? Og uten videre omstændighet satte
han sig.
Han talte til hende og hun svarte ham venlig, men distræt;
inden ret længe hadde han fåt fat i hendes parasol som han
sat og fingret med. Jeg stod der hele tiden og så på, jeg følte
mig en smule forlegen og visste ikke rigtig hvad jeg skulde
gjøre. En liten gut kom gående forbi med blomster i en kurv.
Løitnanten som var fagmand udi det å vite hvad som skulde
gjøres, ropte ham øieblikkelig an og kjøpte nogen roser av ham.
Om han ikke måtte få lov til å fæste den ene på damens bryst?
Efter et halvt avslag gav hun ham endelig lov hertil. Løitnan-
ten var en vakker mand, det var mig ikke det minste på-
faldende at hun tillot ham disse tilnærmelser.
Men den er jo ødelagt! sier hun med en gang; hun rykker
rosen ut av knaphullet og stirrer et øieblik på den i rædsel.
Idet hun kastet den langt bortover gaten la hun til med lav
røst: Den minder om barnelik!
Jeg hæftet mig ikke noget ved disse siste ord; men jeg gav
nøle agt på damens bevægelse.
På løitnantens forslag gik vi en tur op til Slotsparken. På
veien dit begyndte damen ganske umotiveret å tale om et barn
hun hadde set, men som nu var begravet. Hertil sa vi ingen
ting. Litt efter gik hun over til å tale om Gaustad, om hvor
slemt det måtte være å bli indespærret der når man ikke
var gal.
Ja, sa Iøitnanten, det hænder nu ikke i vore dager.
Jo det hændte netop det barns mor, svarte damen.
Da gav løitnanten sig til å le. Det var da fan! sa han.
Hun hadde talt med en behagelig stemme og hendes sprog
var den dannede kvindes; jeg tænkte mig at hun kunde være
litt overspændt; kanske endog en smule hysterisk, hvad også
den syke ild i hendes øine syntes å si. Ellers trodde jeg ikke
at det manglet hende noget. Imidlertid var det mig en møie
å følge hende i hendes mange bratte overganger fra det ene til
det andre, det gjorde mig spredt, hun kjedet mig og jeg stanset
derfor og sa farvel. Idet jeg gik så jeg at de to skred videre
ind i parken, jeg vet ikke hvorhen de gik, jeg så mig ikke
tilbake.
En ukes tid gik. En aften jeg drev nedover Karl Johan traf
jeg damen fra Tivoli igjen. Idet vi møttes sagtnet vi uvilkårlig
begge vor gang og før jeg hadde tænkt mig om kom jeg til å
gå ved siden av hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
