Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - Reisersen av «Sydstjærnen» - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
år var det især en ung pike med mørkt hår og mørke øine han
brydde sig om. Man så ham sammen med denne knapt konfir-
merte tøsunge til utænkelige tider, nat og årle morgen, når
folk som bedst mente dem hver for sig. Så mot seiltid blev det
forbi, Reiersen danset ikke mere med hende, men holdt sig til
en rigtig tyk fiskerpike fra yttervågen. Hun hadde dype smile-
huller og hvite tænder og hun hette Ellen Helene.
Ja den Ellen Helene.
Det varte et år. Det pleiet ellers ikke å vare et helt år med
Reiersen og derfor sa folk at nu var han fanget. Reiersen
fanget! Hoho, man kjendte ikke Reiersen. Men ialfald så fik
han ganske ødelagt Ellen Helenes forlovelse med vågens smed
og det gik så vidt at han i alles påhør kunde kalde hende for
sin søta ven.
Men året efter kom Reiersen til tørkeplassen med kahytten
fuld av krambodvarer, av mel og kaffe, uldskjærf og lærret,
like til fingerringer og kostelige pulsvanter av kanavagarn, så
hadde han det. Han skulde aldrig glemme det syn, det var like-
frem butik i «Sydstjærnen» og Reiersen blev endda mægtigere
derved. Han betalte både bergleie og tørkeløn med disse varer
og mangt et kravetørklæ og mangen skinnende brystnål med
sten i gav han bort til pikerne. Ellen Helene fandt sig i det, det
nyttet ikke å strides med Reiersen.
Og allikevel kunde hun ikke undgå sin skjæbne Ellen He-
lene heller, hvor føielig hun end var; hun blev sat ut av spillet
av Jacobine, denne fyrige og glade fole som gik der og vendte
Reiersens fisk med en tilfredshet uten like. Hvorfor skulde
det være bare idelig Ellen Helene og dermed basta for en mand
som Reiersen av «Sydstjærnen»? Da fisken skulde plattes om
høsten var Jacobine alene i vængen og fik skjænk av skippe-
ren og da hun forlot jagten befalte han to mand å sætte hende
iland. Det å være i vængen var nu forresten det samme som å
være i kahytten, og å laste fisk hette på stedets sprog å platte
og ikke å laste.
Opslaget med Ellen Helene var dermed fuldbyrdet. Jens O1-
sen, hendes far, gik den mægtige skipper på klingen for denne
strek, viste ham næven og gjorde ham grove spørsmål. Reier-
sen var ikke nogen nichtsforingenting dengang, han viste også
sin næve frem og sa: Hvis du trøster dig til å komme i belig-
genhet av min person, min gode Jens Olsen, så skal du få lære
å kjende Reiersen av «Sydstjærnen».
Men heller ikke Jacobine kunde fængsle skipper Reiersens
flygtige hjærte med nogen varighet. Det var en nat likesom nu,
stille og blank, han driver om på dækket i sit skib og hører
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
