Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - Hemmelig ve - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
Så griper han ind på brystet og trækker frem en væske av
voksduk, et slags futteral som så ut som en forbindingstaske,
åpner denne væske og sætter sig til å undersøke nogen rustede
jærninstrumenter som han tar ut av den ett for ett. Det var
nogen underlige krokete tingester, enkelte flate, andre runde,
fine og grove om hverandre. Jeg så godt at det var en samling
av diriker. Han la heller ikke selv skjul på hvad det var, tvært-
imot, han vendte og dreiet disse jærn i hånden som om han
allerede boret i låser med dem; han forsøkte også å åpne sin
egen kuffert med et par av dem. Det var bokstavelig som om
han med hensigt vilde vise mig hvad krokene skulde brukes
til. Dette sat jeg og så på.
Pas på! tænkte jeg ved mig selv; han håner dig ved den
største åpenlyshet; det stikker noget under, han vil lokke dig
til noget!
Det gik nogen minutter. Da trækker han op av brystlommen
en fil, en liten blank fil som han gir sig til å pusse dirikerne
med midt for mine øine. Og efterhvert som han har filet dem
blanke lægger han dem ned på sætet ved siden av sig. Læg nu
mærke til hvorledes jeg sat: med benene utstrakt imot ham på
hans eget sæte, mine sko berørte næsten hans frak. Han sitter
fremdeles og filer.
Da lægger han, likegyldig og likesom i tanker, en dirik som
han just var blit færdig med bort på mine ben og tar fat på
en ny. Mennesket lægger mig ned med sine diriker og jeg sitter
og ser på det selv. Jeg rørte mig ikke, jeg sat og ventet på at
han skulde gjøre det en gang til. Og ganske rigtig, han la nok
en og nok en dirik bort på mine ben, alt eftersom han blev
færdig med dem; han behandlet mig fuldstændig som en pute
som hørte med til sætet. Det lå tilslut fire eller seks i række
av disse krokete tingester på mine ben.
Så reiste jeg mig, ikke pludselig, men netop hurtig nok til
å få allesammen ned på gulvet uten at han kunde hindre det.
Jeg var bare optat av en eneste tanke: å gjengjælde hans dype
ringeagt.
Han sa heller ikke noget da dirikerne faldt, han plukket dem
stiltiende op fra gulvet en efter en.
I det samme kommer konduktøren. Jeg iagttok med megen
forbauselse at min reisefælle ikke engang nu forsøkte å skjule
sine saker; han lot altsammen ligge åpent sålænge konduk-
tøren var tilstede, og først da denne var gåt stak han væsken
med dens indhold tilbake i sin lomme. Det var likesom han
hadde ventet på denne leilighet til rigtig å få vise sine farlige
ting godt frem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
