Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
Da hele selskapet igjen var samlet nede ved båten hadde
Johannes mange flere æg end de andre; han bar dem forsigtig
i luen.
Hvordan kan det være at du har fundet så mange? spurte
byherren.
Jeg vet hvor rederne er, svarte Johannes lykkelig. Nu lægger
jeg dem sammen med dine, Victoria.
Holdt! skrek Otto, hvorfor det?
Allesammen så på ham. Otto pekte på luen og spurte:
Hvem garanterer mig at den lue er ren?
Johannes sa intet. Hans lykke var brat forbi. Så begyndte
han å søke tilbake indover øen med æggene.
Hvad går av ham? hvor går han hen? sier Otto utålmodig.
Hvor går du hen, Johannes? roper Victoria og springer efter
ham.
Han stanser og svarer sagte:
Jeg lægger æggene tilbake i rederne.
De stod en stund og så på hverandre.
Og så går jeg op i bruddet i eftermiddag, sa han.
Hun svarte ikke.
Så kunde jeg vise dig hulen.
Ja, men jeg er så rædd, svarte hun. Du sa den var så mørk.
Da smilte Johannes trods sin store bedrøvelse og sa motig:
Ja, men jeg er jo med dig.
Han hadde lekt alle sine dager oppe i det gamle granitbrudd.
Folk hadde hørt ham prate og arbeide deroppe skjønt han var
alene; stundom hadde han været præst og holdt gudstjeneste.
Stedet var for længe siden forlatt, nu vokste det mose på
stenene og alle mærker efter bor- og sprængkiler var næsten
utvisket. Men inde i den hemmelige hule hadde møllerens søn
ryddet og pyntet med megen kunst og der bodde han som høv-
ding for verdens tapreste røverbande.
Han ringer på en sølvklokke. En liten mandsling, en dværg
med en diamantspænde i luen, hopper ind. Det er tjeneren.
Han bøier sig i støvet. Når prinsesse Victoria kommer så før
hende ind! sier Johannes med høi stemme. Dværgen bøier sig
igjen i støvet og forsvinder. Johannes strækker sig makelig på
den bløte divan og tænker. Dér vilde han føre hende til sæte
og række hende kostelige retter av sølv- og guldkar; et flam-
mende bål skulde oplyse hulen; bak det tunge guldbrokades
forhæng i hulens indre skulde hendes leie redes og tolv riddere
skulde stå vagt ....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
