Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
pleier ham, deler op maten til ham og er herre i huset. En kap-
tein i artilleriet.
Johannes så op. Victoria sat med sit glas i hånden og stirret
bortover til ham. Hun holdt glasset høit i veiret. Han følte
et støt gjennem sig og også han grep sit glas. Hans hånd
rystet.
"Da kaldte hun høit på hans sidemand og lo; det var hus-
lærerens navn hun ropte.
Johannes satte ydmyget sit glas ned og smilte endog rådløst
ut i luften. Alle hadde set på ham.
Den gamle huslærer blev rørt til tårer over denne venlige
opmærksomhet fra hans elev. Han skyndte sig og drak ut.
Og her går jeg nu gamle mand, vedblev han, går her og
træder jorden, alene og ukjendt. Det blev min lodd. Ingen vet
hvad som bor i mig; men ingen har hørt mig knurre. Hvordan
er det, kjender De turtelduen? Er det ikke turtelduen, denne
store sørgmodige som først mudrer det klare, glade kildevand
før den drikker det?
Det vet jeg ikke.
Neivel. Men det er den. Og det samme gjør jeg. Jeg fik ikke
hende som jeg skulde ha i livet; men jeg er aldeles ikke så
fattig på glæder allikevel. Men jeg mudrer dem op. Bestandig
så mudrer jeg dem op. Så kan ikke skuffelsen få overhånd med
mig bakefter. Der ser De Victoria. Hun drak med mig nu.
Jeg har været hendes lærer; nu skal hun gifte sig og det glæder
mig, jeg føler en rent personlig lykke ved det som om hun
var min egen datter. Nu blir jeg kanske lærer for hendes børn.
Jo det er virkelig adskillige glæder i livet allikevel. Men det De
sa om medlidenheten og kvinden og den bøiede nakke, — jo
mere jeg tænker på det desto mere ret har De. Det vet Gud De
har .... Undskyld et øieblik.
Han reiste sig, grep sit glas og gik bort til Victoria. Han
vaklet allerede litt på benene og gik meget foroverbøiet.
Det holdtes flere taler, løitnanten talte, godseieren fra nabo-
bygden hævet sit glas for kvinden, for fruen i huset. Pludselig
steg herren med diamantknapperne op og nævnte Johannes
navn. Han hadde fåt tillatelse til det han gjorde, han vilde
bringe den unge dikter en hilsen fra de unge. Det var lutter
venlige ord, en velment tak fra jævnaldrende, fuld av aner-
kjendelse og beundring.
Johannes trodde næsten ikke sine egne ører. Han hvisket
til huslæreren:
Er det mig han taler for?
Huslæreren svarte:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
