Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
Av alle steppeboeres poesier er vel kosakkens inderligst følt
og skjønnest sungne. Hverken om kalmukens eller om kirgi-
sens eller om tatarens stepper er sagt så skjønne og kjære ord
som om kosakkens. Og dog er steppen så nogenlunde ens for
alle disse folk på Ruslands vide jord. Men kosakken er for-
skjellig fra de øvrige steppeboere. For det første er han stedets
urbeboer, mens de andre er indvandrere, nogen levninger av
den «gyldne», andre av den «blå» horde. Dernæst er han kriger,
mens de andre er hyrder og jorddyrkere. Han har aldrig været
træl under en khan, en pan eller en bojar, det har de andre.
«Kasak» skal bety «fri mand», har jeg læst.
Kosakkerne bebor sit eget land. De eier en stor mængde
ytterst frugtbar jord. De er fritat for skatter til keiserriket, men
må i krigstid selv bekoste sin utrustning. I fredstid bryter også
de aker og dyrker mais og hvete og vin og jager dyr i steppen
men i krigstid er de den æventyrtapre kontingent midt i den
tapre russiske hær.
Nu kjører vi gjennem kosakkens land ....
Herute, langt fra alle stationer og langt fra alle byer møter
vi en telega med en officer med rød rand om luen. Han har
kosakeskorte. Han stævner ut over steppen i skrå retning fra
os. Kanske skal han til en by, det ligger kanske en stanitsa, en
kosakby, et eller andet sted ute i steppen, men vi kan intet se
av den fordi jordkloden er en kule. Efter en stund kjører vi
forbi en tatarisk aul. Dens telte er som høistakker. Tatarerne
findes overalt i Sydrusland, også her i kosakkens land. De er
væsentlig hyrder, det er flinke, høit begavede mennesker, de
kan alle uten undtakelse læse og skrive, men jeg har læst om
at det kan ikke alle kosakker.
En av de armeniske jøder sier noget til mig hvorav jeg for-
står navnet Petrovsk. Njet, svarer jeg på godt russisk, njet
Vladikaukas, Tiflis. Han nikker og forstår hvert ord. Jeg kan
altså begynde å føre en samtale på russisk; nu skulde nogen
derhjemme ha hørt mig! Da jeg tænker mig at jøden kunde
ville se efter officeren i telegaen ute på steppen rækker jeg ham
min kikkert. Han ryster på hodet og mottar den ikke. Derimot
løser han av sig sit sølvur i lang sølvkjæde, holder det frem
mot mig og sier: Vosjemdjesjatj rublj! Jeg slår efter i min tal-
liste og ser at det er otti rubel han forlanger. Jeg ser for moro
skyld på uret, det er stort og tykt og likner de gammeldags
spindelurer, jeg lytter til det: det står. Da tar jeg mit eget guld-
ur op av lommen og vil knuse jøden ved dette syn. Men han
viser intet tegn til bestyrtelse, det var som om han hadde fåt
nys om at jeg har dette ur ene og alene for i nødstilfælde å
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
