Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
253
Byen har endelig en statue, det er av en russisk general. Men
høit, høit over byen er Davidsklostret. Det ligger på det for
grusierne hellige berg Mtatsminda. Ved klostret står Griboje-
dovs gravmæle.
Jeg lukker baedeker og tænker over hvad jeg kan ha læst
om Gribojedov. Det er ikke stort. Det er bare at han har skre-
vet «Gore ot uma», denne ene samfundssatire som har gjort
ham udødelig i Rusland. Disse rare ord Gore ot uma forstår
jeg ikke; men boken er oversat under titlen Geniets forbandelse
eller lignende titler, forskjellig i de forskjellige sprog. Griboje-
dov blev gift med en fyrstedatter herfra Tiflis og hun var bare
seksten år. Han blev gesandt i Persien hvor han blev myrdet av
pøbelen fem og tredive år gammel, mens enken levet tilbake
i otte og tyve år og avviste alle friere. Så reiste hun manden
dette skjønne gravmæle ved Davidsklostret. Det har en ind-
skrift fra hende om hans uforglemmelighet.
Jeg kommer til å huske flere russiske diktere som har været
her i Tiflis, Pusjkin, Lermontov, Tolstoj og mange med dem.
Og jeg ender med å sitte en lang stund og hævde for mig selv
en liten mening om den russiske diktning 1 det hele tat. Det
er så tidlig på morgningen, jeg eier endnu dette lille rum
alene, det egner sig også til å hævde en liten mening i da det er
så godt og tæt og ikke engang har et vindu åpent til gaten.
Den russiske diktning i det hele tat er så stor og så van-
skelig å nå. Litt bred, — det kommer av det russiske lands
og det russiske livs vidde. Det er grænseløsheter ut til siderne.
Jeg rangerer litt tilside Ivan Turgenjev. Han blev europæer,
franskmand minst like så meget som russer. Hans mennesker
regjeres ikke av den umiddelbarhet, det anlæg til avsporing,
til «urimeligheter» som Ruslands folk er alene om. Kunde man
i noget andet land se en drukkenbolt som skal arresteres slippe
fri ved å slå armene om politikonstablen midt på gaten og
kysse ham og be for sig? Ivan Turgenjevs mennesker er milde
og påfaldende retlinjete, de tænker og handler ikke nok i rus-
siske rykk. Men de er så tiltalende og logiske og franske. Tur-
genjev var ingen stærk hjærne, men han var et godt hjærte.
Han trodde på humanisme, skjønlitteratur, vesteuropæisk ut-
vikling. Dette trodde også hans franske samtidige på, men ikke
alle hans russiske, nogen av disse som Dostojevski og Tolstoj
slog en bøi på sin retlinjethet. Hvor vesteuropæeren så frelse
så disse håpløshet. Og de henfaldt til syttiårenes mest umoderne
gudsdyrkelse: dyrkelsen av Gud. Ivan Turgenjev var stand-
haftig, han hadde nu engang fundet den klare brede vei som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
