Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sværmere (1904) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
som drog hende til sig; hendes næsebor bevægedes, det gik et
væld av lykke gjennem hende, hun var forelsket. Tidligere på
dagen hadde hun været på kramboden og Fredrik Mack hadde
da sagt så meget at hun måtte forstå ham, skjønt han hadde talt
så forsigtig. Nu kunde det være at kanske han som hun gik en
tur i denne aftenstund!
Hun møtte præstefruen. De to slog følge og de talte om in-
gen ringere end Fredrik Mack. Han var bygdens herre, selv
fruens hjærte hadde i stilhet bøiet sig til ham, han var så pen
og forsigtig og fulgte jorden for hvert skridt. Fruen mærket til-
sist at ung Olga gik der i den største undselighet og spurte:
Men du er så stille, barn, du er nu vel aldrig forelsket i den
unge Mack?
Jo, hvisket Olga og brast i gråt.
Fruen stanset. Olga, Olga! og bryr han sig også om dig?
Jeg tror det.
Da blev fruens øine stille og dumme igjen og de så tomme
ut i luften. Jaja, sa hun og smilte, Gud velsigne dig, du skal se
det går! Og hun fordoblet sin venlighet mot Olga.
Da damerne kom til præstegården for præsten frem og tilbake
i ophidselse. Det er skogbrand, ropte han; jeg så det fra mit
vindu! Og han samlet økser og hakker og folk og mandet sin
båt ved naustene. Det brændte i Enoks skog:
Men foran præsten og hans folk var den avsatte medhjælper
Levion. Levion kom roende fra sit dorgfiske, han hadde som
sædvanlig ligget utenfor Enoks skog og trukket en liten kok-
ning. På hjemveien er det han ser en liten blank lue slå op i
skogen og bli større og større. Han nikker et lite nik og synes
å vite hvad en slik lue er til. Og da han alt ser travle mennesker
nede ved præstegårdsnaustene forstår han at det er hjælpen
som er ute; han vender båten om med en gang og ror tilbake
for å være først på pletten. Det var et ganske skjønt træk hos
Levion at han vilde glemme alt nag og ile sin fiende tilhjælp.
Han lander og begir sig op i skogen, han hører ilden fræse.
Levion gir sig tid og ser sig godt omkring for hvert skridt; om
litt ser han Enok komme i stor hast. En uhyre spænding be-
mægtiger sig Levion, han stikker sig bak en stenhammer og hol-
der utkik. Enok nærmer sig, han har et mål og med, han ser
hverken til høire eller venstre, men bare kommer. Hadde han
opdaget sin motstander og vilde søke ham? Da han var ganske
nær gav Levion et utrop. Enok rykket til og stanset. Og i sin
forfjamselse smilte han og sa:
Her brænder desværre. Ulykken er ute.
Den andre fik mot og svarte: Det er vel Guds finger.
FE ET GRE VG
ETER Fn sRapounaser Eda RbuGO ere DØR VERNE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
