Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
325
store nidkjærhet, at den muligens ikke var så ophøiet. Drengen
var en bygdens mand som vilde gjøre sin onn minst like så fort
som andre bygdens mænd, han hadde en ære å forsvare. Og jeg
fulgte ham. Ja da drengen tok avholdsmærket på var det kanske
mest for å få kapteinen ædru nok til å se vor store gjærning på
gården. Og også her var jeg enig med ham. Desuten hadde jeg
vel et håp om at fruen, at ialfald fru Falkenberg skulde forstå
hvilke gode sjæle vi var. Bedre var jeg vel ikke.
Jeg så fru Falkenberg for første gang på nærmere hold en
eftermiddag jeg gik fra kjøkkenet. Hun kom slank og barhodet
over gården. Jeg hilste med min skyggelue og så på hende: hun
var mærkelig ung og uskyldig i ansigtet. Og fuldstændig like-
gyldig svarte hun mig goddag og gik forbi.
Det kunde umulig være rent slut mellem kapteinen og hans
hustru, jeg grundet denne mening på følgende hændelser:
Stuepiken Ragnhild var sin frues ven og spion. Hun obser-
verte for fruens regning, var sist i seng, lyttet mens hun stod i
trapperne og så på sine hænder, gjorde tre fire lydløse spring
når hun var utendørs og pludselig blev kaldt på. Hun var en
vakker pike med særdeles blanke øine og var dertil godt varm-
blodig. En kvæld grep jeg hende like ved lysthuset hvor hun
stod og snuset til syrinerne; da jeg kom skvat hun, pekte ad-
varende mot lysthuset og løp bort med tungen mellem tæn-
derne.
Kapteinen hadde rede på hvad Ragnhild foretok sig og han
sa engang til sin kone i alles påhør — fuld var han vel og
ærgerlig var han blit for noget:
Den Ragnhild er da en intrikat skapning. Jeg skjønner ikke
at hun er her længer.
Fruen svarte:
Det er ikke første gang du vil avskedige Ragnhild, Gud vet
hvorfor. Hun er den flinkeste pike vi har hat.
Til sit bruk kanske, endte kapteinen.
Dette gav mig litt å tænke på. Så snedig kunde fruen være
at hun holdt denne spion bare for å late som om hun brydde
sig det spor om hvad kapteinen bedrev. Det vilde da i verdens
øine få utseende av at fruen stakkar gik der og længtet hemme-
lig efter manden, men idelig blev skuffet og forurettet av ham.
Og fik hun da ikke selv god grund til å gjøre gjengjæld og gå
sine egne veier? Gud vet om det ikke hadde sig slik.
Men jeg skulde få en anden mening.
En dag senere hadde kapteinen forandret taktik. Han var
ikke blit kvit Ragnhilds årvåkenhet når han stod bak en væg
med Elisabet eller han agtet sig ind i lysthuset en sen kvæld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
