Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Børn av tiden (1913)
- VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
altså gå her alene og spørre: hvad er så livet? hvad satan er
livet?
Nei jeg tror De blir gall roper jomfruen og hyler av latter.
Uf jeg ler så hårnettet mit dætter av mig, sier hun og retter
på nettet og gjør sig litt til. Tro det sitter bent nu?
Jada, svarer konsulen. Å når De rækker op armene slik og
gir mig likesom så godt tak —!
Nei kjære konsul, kan De ikke være alvorlig?
Slik en midje De har! Egentlig så burde jeg komme ind og
løfte Dem.
Og Gud vet om han ikke nær var gåt ind, for jomfruen hun
sa bare:
Ja det skulde se ut! Hvis da fruen kom!
Men han blev allikevel stående og avrundet passiaren med
nogen gode vendinger. Jomfru Salvesen spurte til fruen og
børnene, skulde de aldrig mere komme til Segelfoss?
*
Men mest så snakket konsulen med fru Adelheid. Han for-
talte hende pussige historier og træk som han hadde oplevet
siden sist han var her, han var artig og underholdende, fruen
oplivedes og klædte sig penere for hver dag, ja for Fredrik
Coldevin var selv så fin og munter. Og nu var det heller ikke
så at han bare sat der og sludret og talte skum, ingenlunde,
han både hævdet meninger og nedla en livsanskuelse. Hans
livsanskuelse var den at man måtte følge med sin tid.
Fru Adelheid sat gjærne og hørte på ham. Hun var så tysk
i disse tider og konsul Fredrik var fransk, men allikevel —
Hvorfor sier De altid den fransk-tyske krig? kunde hun
spørre. Det er jo tyskerne som seirer, det er altså den tysk-
franske krig.
Ja, svarer konsulen, det er preusserne som seirer.
Germanerne. Er vi ikke alle germaner?
Undtaken franskmændene, ja. Men, kjære fru Adelheid, det
skal vi ikke snakke om nu. Igår hørte jeg svanerne spille
langt ute, det var stundom flere svaner i ett så det blev et
kor. Det hørtes så bløtt og vildt, jeg måtte tænke på Dem.
Måtte De det, sier fru Adelheid.
Se, hun var nu virkelig ingen kold dame, det viste sig når
hun sang og spilte for nogen som hun brydde sig om, da kas-
tet hun nakken bakover og slap en bunden hete løs. Konsul Fre-
drik hadde vel set et og andet av hende og gik med hendes
sang i ørene, han bad hende synge igjen.
Ja siden, sa hun, i kvæld hvis De vil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Jan 10 11:03:49 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/hamsun/6-6/0056.html
