Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
Jeg spør fordi her er folk som vil bygge, men mangler mate-
rialier.
Så. Ja det er jo ikke dårlige priser nu. Jeg vet ikke om man
står sig på å vente. Kan vi tales nærmere ved?
Ja tak. Kanske om en ukes tid?
Godt, om en uke. Jeg skal undersøke det.
Herrerne skiltes og gik hver til sig. Seminaristen fulgte efter
Holmengrå opover elven.
Det var nok godt at løitnanten ikke bandt sig med en gang
til å levere tømmer iår, han hadde virkelig ingen større dimen-
sioner mere, men vel store vidder av små last, av det slag som
gik til gruberne i England. Nei Iøitnanten hadde faret hårdt
med skogen sin; blev han ikke nødt til å sælge så vilde han nu
holde igjen. Man skal fare rimelig frem med skogen.
Det holmsenske hus hadde godt av dette korte besøk av søn-
nen, det var ikke så øde nu, det blev talt mere end før ved bor-
det, klaveret klang kjendt og venlig i stuen. Det kunde ikke
undgås under de daglige samtaler at Willatz fik begge foræl-
drene til å svare sig og tildels svare hverandre indbyrdes,
det kunde heller ikke undgås at mor og søn sang og musi-
certe midt på lyse dagen når husets herre faktisk var i sine
stuer og kunde høre alt. Se, det var nu en oplevelse endda
engang, Adelheid hadde intet glemt, hendes bryst var det
samme, å Gud hvor denne røst var fra over jorden!
Kom her, du har ikke set på dyrene, sier løitnanten til sin søn.
De gik til dyrene og blev der kort. Javel, storartet, den siste
omordning med kubåsene, den nye foderbane som løp på trin-
ser; grisene, de vældige purker som gik og rugget som geo-
logiske dyreformer blandt sin yngel; fjærkræket, perlehønerne,
de gule slagsmålshaner med sporer som krumsabler — javel.
Men løitnanten går straks ut igjen, dette fjøsskue var visst
bare en omvei han la med vilje, han førte sin søn ned i haven,
til det rare lille drivhus som han lappet på og løftet op av en
årelang nedværdigelse.
Se her, sier han, her er blit nogen små blomster igjen, tak
nogen av dem og bring dem dit du vil. Tak denne. Og denne.
Ja gjærne den du holder i og, helst den. Du er kommet hjem,
du skal ha dem. Se her står en hel klynge, hvad de nu heter —
Det er jo roser.
Roser kanske. De står her i klynge, det er som en liten sang.
ikke sandt, næsten som det dere sang isted? Tak dem alle.
Jeg vet ikke hvor du vil bringe dem hen, gjør som du vil —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
