Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
dige Ole Riis; kanske var også utsættelsen med å gjøre visit
hos løitnantens en uttænkt nonchalance.
Under kaffen er det fruen som må snakke igjen, hendes
mand var vel nedtrykt og tænkte på Willatz. Han lyttet høflig
til det som blev sagt og gjorde også stundom tilløp til å svare,
men han stoppet op. Og der sat han. Man kan tale påståelig,
men løitnanten tidde påståelig, tidde til alt, tidde. Han var
ikke altid så uopmærksom; noget var vel iveien med ham, hvad
det nu var.
Fruen måtte prøve å holde det gående:
De kommer nordfra sist, hr. doktor?
Fra Finmarken ja. Vi embedsmænd begynder jo der.
De har hat meget å gjøre siden De kom hit, hører jeg?
Meget. Især her omkring Segelfoss.
Det kommer av hr. Holmengrås virksomhet her. Ikke sandt,
hr. Holmengrå?
Men doktor Muus er logiker og svarer til:
Hehe, det vil jeg ikke håpe. At: hr. Holmengrås virksomhet
fører til flere sykdommer.
Alle ser på hverandre. Hr. Holmengrå smiler og svarer:
Doktoren misunder mig fruens kompliment. Forresten er det
ikke tvil om at bedrifter som min kræver øket lægehjælp, om
de også skaffer bedre utkomme til den. Det er så overalt, det
blir flere folk på stedet og ialfald flere ulykkestilfælder. Det er
farer som man i sit jævne landliv ikke har lært å vogte sig for,
en vægt kan klæmme en hånd, vindspillet kan ta overmagten,
en veiv begynde å svirre. Ole Johan blev slåt av en veiv igår.
Det er ham jeg har været hos nu, sier doktoren. Han feiler ikke
stort, ingen bloduttrædelse, det er hvad vi kalder en kontusion.
Fruen håper de to herrer er kommet godt ihop nu og iler en
sving ovenpå til Willatz. Stakkars hende, det var vel ikke så
morsomt å miste sønnen og al sangen og musiken og småpraten
nu igjen.
Da hun kom ned var det atter taushet. Hun bragte nogen
illustrerte bøker med.
Se her, børn, Willatz låner os disse bøkerne. Og så må dere
spise kaker, værsågod, Mariane. Jovisst så. Og du den, Felix. Så.
Er han snart færdig? spør løitnanten.
Snart. Å bare det ikke var så langt bort han skulde. Det er
ingen mening i det.
Det er nu i grunden ikke så langt, frue, trøster Holmengrå.
Med de store, gode skibe er han fremme til søndag.
Fruen smiler imot sin vilje:
Ja og søndagen er jo rette dagen å komme til England på!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
