Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292
ten? Men du store verden, musikeren Holmsen? Tænk om hun
fik se ham!
Tænk om jeg også fik se ham! sa kunstner Max som var en
træffende og spydig mand, men dertil misundelig på alle men-
nesker.
Du er en apekat, Max! sa frøken Clara. Willatz Holmsen har
skrevet en hel del, en kantate, sanger, dansemusik, han er en
stor musiker, sa hun og skrytte svært av ham bare fordi hun
kjendte navnet.
Men naturligvis kunde ikke frøken Clara tale med apekatter
om musik, det sa hun også bent ut og gik ned på telegrafen til
Bårdsen.
Så tilfældig er livet.
Der sat Bårdsen og var røslig og rigtig velvillig. Han reiste
sig og bydde damen en pindstol. Vi har nok sofa også, sa han,
men den ligger fuld av papir. Men vi skal rydde den til næste
gang De kommer her.
De talte om Willatz Holmsen, jo det var ganske rigtig han
som bodde her, han var kommet hjem for å arbeide og var visst
meget optat.
Tænk, om han vilde komme i kvæld!
Har De en rolle, frøken?
Herregud, det er jo mig som er giftslangen!
Jeg trodde det var De som var englen?
Nei. Det har vi primadonna til.
Men De har øinene. Den himmelske karat i øinene.
Synes De det, sa frøken Clara og blev glad.
Så svært meget blev det nu ikke talt av dem denne første gang
og lille Gottfred var til ingenting og holdt sig i bakgrunden.
Men damen Clara måtte jo snart mærke det ophøiede sprog
telegrafbestyreren brukte og det sa hun ham også og aner-
kjendte det: Deres sprog er så mægtig, hr. Bårdsen, den him-
melske karat, slikt hører vi ikke iblandt os. Det gjør kanske
noget at De selv er så stor og pragtfuld, jeg vet ikke.
Mærkelig — den gode telegrafbestyrer som levet livet av
sig og drak og filosoferte og så overlegent på tilværelsen, han
var ikke overlegen nu, nei han sat sandelig og blev litt på-
virket av frøken Claras ros. Det endte med at han talte med
hende om musik for egen regning og at han grep sin cello og
spilte. Aldrig før hadde vel Bårdsen båret sig så naragtig ad og
lille Gottfred forundret sig over ham. Og hvad var dette for
slags spil? Lille Gottfred så at Bårdsens øine sank mere og mere
i mens frøken Claras øine blev større og større og hendes mund
stod åpen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
