Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - VI - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
fagforening? Men jeg nikker nogen ganger, og det skal bety at
jeg er dristig og glad. Kanske er fjældene bare utstoppet også.
Mere lyn og torden og mere styrtregn, det er som jeg får
rapp av det nære ekko, det sier hundrede! gjennem mig. Godt
— jeg har læst om mangt et slag og været i en kugleregn før.
Da jeg får et øieblik av sørgmodighet og selvringhet overfor
al vælden omkring mig klynker jeg og tænker: Hvem av men-
neskene er jeg nu, eller er jeg kanske kommet bort, at jeg
kanske ikke er nogen ting mere! Og jeg prater og roper mit
navn for å høre om det er til.
Så — et guldhjul snurrer op foran mig og tordenen smæl-
der like over mit hode, i mit eget fjæld. Jeg er i samme nu ute
av soveposen og ute av mit skjul, tordenen kjører videre, det
lyner igjen og tordner mere, det rykker verdener op med roten.
At jeg ikke hørte på vesle Olga og blev hvor jeg var i gammen!
Det er vel gjærne lappen som troller dette! Lappen? Å den
menneskegrynen, den høifjældssilden — og her er jeg! Hvad har
jeg med alle disse skral å skaffe? Jeg gjør et løst forsøk på å
gå imot dem, men holder inde, jeg befinder mig blandt det
store og jeg indser det tåpelige i å prøve på et håndgemæng
med en torden.
Jeg læner mig ind til fjældvæggen og jeg står ikke og ut-
fordrer min modstander og galer imot ham, jeg har tværtimot
mælkeblå øine til ham. Og når jeg nu har overgit mig så er
det bare et fjæld som kan være så hård. Værsågod. Men jeg
er ingenlunde vers og rytmer, tror du kanske jeg vil spolere
mit gode hode med slike regnbuer? Det lyver du. Og jeg står
her og læner mig ind til verden gjør jeg, og du tar kanske det
blå i mine øine for ægte....
Da blev jeg selv rammet av lynet. Det var et under og det
hændte mig. Det gik langs min venstre albue og svidde trøie-
ærmet, lynet var visst som av uld, et nøste, det trillet. Jeg
kjendte en hete, jeg så at marken længer nede fik et høilydt
klap og reves op, et tryk klemte mig ned, det gik en stang av
mørke gjennem mig. Så tordnet det over al måte, ikke langt
og buldrende, men fast og rent, smatrende.
Uveiret drog forbi.
VII
Dagen efter kom jeg til den forlatte gammen, våt til skindet,
lynslåt, men underlig mild og medgjørlig som efter en tuktelse.
Mit held i uheldet gjorde mig overvenlig mot alt, jeg trampet
min vei uten å skade fjældet og jeg undgik å tænke syndige
Vj
— ———— >>"rTEEE GR >
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
