Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25
Vi snakket sammen mens han spiste, han lo gjærne og var ved
godt mot, og da hans ansigt var skjægløst og hårdt var det som
et jærn som lo. Men han var forstandig og sympatisk. Bare det:
jeg hadde jo så længe tiet og jeg pratet kanske nu litt for villig;
hændte det så at vi kom til å tale i munden på hverandre, denne
Solemgut og jeg, så stoppet han straks for å late mig ha ordet.
Da dette hadde gjentat sig nogen ganger vilde jeg ikke længer
vinde, men stoppet jeg også. Men det førte bare til at han nikket
og sa: Værsågod.
Jeg forklarte ham at jeg drev om og tøvet og studerte mærke-
lige trær og skrev et og andet småt om dem, at jeg bodde i en
gamme, men at jeg idag var blit matlæns og hadde måttet gå til
bygden. Da han hørte dette om gammen tygget han ikke længer,
men sat likesom og lydde, så sa han hastig:
Ja disse telegrafstolperne her over fjældet dem kjender jeg
godt på en måte. Ja ikke netop disse her da, men andre tele-
grafstolper. Jeg var linjeslusk like til nu nylig.
Var du det? sa jeg. Du gik vel forbi gammen min idag?
spurte jeg så.
Her betænkte han sig litt, men da han skjønte at jeg ikke
vilde ham tillivs tilstod han at han hadde været indom gammen
og hvilet, og der hadde han fundet mit flatbrød.
Det var ikke så godt å sitte der uten å ta litt av det, sa han.
Vi talte om forskjellige ting, han var så velsignet lite rå i
sine uttryk og han sølet ikke med maten. Jeg var i en tilstand
av halvdannethet og satte pris på hans gode opførsel.
Han bydde sig til å hjælpe mig med å bære et stykke som
tak for maten og jeg tok imot hans tilbud. Slik gik det til at
denne fremmede blev med mig like tilbake til gammen. Da
jeg kom ind så jeg straks en seddel på bordet, det var et slags
tak for flatbrødet, en frygtelig udannet seddel med svinske ut-
tryk. Da Solem så hvad jeg læste begyndte han å smile med
sit jærnansigt. Jeg lot som jeg ikke skjønte nogen ting av det
hele og kastet sedlen tilbake på bordet, han tok den og pluk-
ket den istykker.
Det var rigtig leit at De fik se den, sa han. Vi linjeslusk er så
vant til å gjøre slikt, jeg glemte at jeg hadde lagt den het.
Straks efter gik han ut.
Han blev over natten og den næste dag, han fandt utvei til
å vaske noget tøi for mig og var mig til nytte det han kunde,
stakkars mand. Det lå en stor lauggryte utenfor gammen siden
lappernes tid, den var sprukken og lækket dygtig, men Solem
tættet den med flæsk og kokte mine klær i den. Det var meget
komisk å se på, det fett som fløt op øste han bare av.
»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
