Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
Da vi hadde sittet en stund kom også kjøpmand Batt ind, han
lydde et øieblik på hende, så sa han: Nu går jeg, frøken Torsen,
blir De med? Hun bare målte ham en gang så lang han var,
vendte sig fra ham og talte videre. Hun så da meget stolt og
bestemt ut. Alt i alt var det visst meget dygtig hos hende; hun
var syv og tyve år, sa hun, og lei og kjei av sit lærerindeliv.
Hvorfor hadde hun forresten begyndt det liv?
Å, av mote, svarte hun, pikerne i nabolaget skulde også gå
lærdommens vei og lære sprog som det hette, lære grammatik,
det var så kjækt. Vi skulde bli selvstændige og tjene så mange
penger. Jommen sa jeg det! Takke mig til et aldrig så lite hjem
som var mit eget. Og så alt slitet op gjennem skoleårene! Nogen
av pikerne var rike, men vi som var fattige hadde ikke klær
som de andre og vi hadde ikke pene hænder som de andre. Så
blev det til at vi skydde alt arbeide hjemme for vore hænders
skyld. Vi gjorde os jo også svært til for gutterne i klassen. De
var herrer for os, en hadde ridehest, det var forresten bare en
dott, men en var en millionærsøn og uhyre snil, han gav os
pengesedler, mig gav han det, og han kysset mig ofte. Han hette
Flaten, far hans var forretningsmand. Når nu han var så pen
og flot vilde vi være fine til ham igjen, jeg kunde ha gjort alt
han vilde forlange, jeg bad til Gud for ham. Så tænkte nok flere
som jeg: var vi fine? var vi pene? Slik gik dagerne. Vask og
koking og lapping faldt på mor og søstre, vi studenter skulde
bare sitte og bli svært lærde og få serafiske hænder. Vi var jo
gale, ja det sier jeg trygt. I de årene fik vi de vrangforestilling-
erne som vi må drages med hele livet senere, vi blev dumme
av skolekundskap, bleksottige, uten likevægt: stundom forfær-
delig sørgmodige over vor lot, stundom hysterisk glade og hov-
modige over vor eksamen og vor finhet. Vi var familjens stolt-
het. Og så var vi selvstændige ja! Vi fik plasser på kontor, firti
kroner måneden. For det var ikke det spor rart ved os studen-
ter mere, vi var ikke sjældne nu, det var hundreder som os, så
vi fik bare firti kroner. Derav gik tredive til far og mor for
ophold og ti til os selv. Det var ingen ting. Vi måtte ha pene klær
i forretningen, vi var også unge, og vilde gjærne spasere ute;
men alt lå over vor ævne, vi fik gjæld, nogen av os forlovet sig
med stakkarer som os selv. Dette indeklemte skoleliv i opvæks-
ten gjorde os usunde i mere end en forstand, vi skulde jo være
kjække også og ikke vike tilbake for nogen erfaring, så gik det
galt med somme av os, nogen giftet sig og blev naturligvis med
slike forutsætninger pragtfulde udygtigheter i sit hjem, andre
forsvandt i Amerika. Men alle så går de visst endda og stolter
sig over sine sprog og sin eksamen. Det er det eneste de har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
