Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
Så gik jeg fra dem, jeg plystret og var overdreven likeglad
da jeg drev bort, ja som om ingenting i verden vedkom mig
mere.
Vær heller med mig da! sa hun. Og de gik. Nu er de alt bak-
om uthusene, nu bak de to store rognetrær, de skynder sig for
at ikke fru Brede skal se dem, — nu er de borte.
En dør slåt på vid væg, men hvor førte den hen? Jeg så ingen
sødme hos hende, bare opspilethed. Hun hadde lært gramma-
tiker, men intet indhold, hendes natur var underernæret. En
ret pike hun skulde giftet sig, hun skulde blit en mands kone,
hun skulde blit mor, hun skulde blit sin egen velsignelse. Hvad
likner det å glæfse sig til en glæde bare fordi andre ikke må få
den, — hun som er så stor og pen!
Hunden står og vogter et ben. Den venter til en anden hund
er kommet nær. Pludselig får den som et anfald av snaræteri,
den rykker benet op i munden og knaser det. Fordi den andre
kom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
