Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XIX - XX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61
tørste mindre, her gjælder det vitale interesser. Men Pål gav
visst sakføreren ret i alt han snakket, og han gik nok ifra ham
med et godt forsæt.
Pål drog til bygden igjen. Han skulde på posthuset og sende
til alverdens kanter av de pengene som de syv gjæster hadde latt
efter sig. Det rak ikke til alle, det rak ikke til nogen ting, ikke
til renter og avdrag, til skatter, husenes vedlikehold, det rak
bare til nogen kasser matvarer som kom fra byen. Ja og så fik
han jo stanset den kassen med saft så den ikke blev tilbake-
sendt.
Pål kom igjen med øine som han hadde drukket blinde fordi
han ikke vilde se mere. Det var det samme op igjen. Men hans
hjærne arbeidet visst på sin måte hele tiden med å finde ut-
veier, han spurte sakføreren en dag:
Hvad er det den kaldes en slik glaskiste som det er småfisk
i, guldfisk i?
Mener De akvarium?
Kanske det, sa Pål. Er den dyr?
Det vet jeg ikke. Hvorfor det?
Undres på om jeg fik mig en slik?
Hvad skulde De med den?
Nei De tror ikke den vilde trække nogen til stedet? Ånei den
vilde vel ikke det.
Og Pål drog sig tilbake.
Mere og mere tull. Somme ser fluer, Pål så guldfisk.
XX
Sakføreren er idelig sammen med frøken Torsen, han husker
hende endog i børnenes huske og tar omkring hende og holder
hende fast når hun skal stoppe. Dette iagttar gutten Solem fra
slåtmarken og han begynder derfor å synge en grov vise. Han
syntes så forurettet av de to, skulde han nogensinde synge uhø-
visk til selvforsvar så måtte det være nu, det vilde visst alle gi
ham medhold i. Derfor sang han så overhændig høit og efterpå
så hujet han tjo.
Men frøken Torsen hun husket og hun husket, og sakføreren
han tok om hende og stoppet hende mere end en gang....
Det er lørdag kvæld. Jeg står og taler med sakføreren ute
på gården, han vantrives, han vil reise, men frøken Torsen vil
ikke være med, og alene er det så kjedelig å gå. Han skjuler ikke
at frøkenen står ham nær.
Solem kommer, han letter på luen og hilser. Så ser han sig has-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
