Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
Ingen vil forresten forstå hvad jeg i øieblikket hadde å være
så underlig tilfreds over, men det begyndte en dunkel glæde i
mig da jeg kom hit til huset isted. Det var vel bare en tilfældig-
het, men derfor var det en like god tilstand for mig og jeg var
glad for alt og syntes alt var muntert. Der gik nu nogen sauer
ved gammen og var så kjælne fordi børnene hadde ligget med
dem og kysset dem og ridd på dem fra de var små; og der gik
den ene gjeiten oppå taket naturligvis og stod så ytterst utpå at
det var et under den ikke blev svimmel. Måser fløi hit og dit
over alle jorder og sa sine lyd til hverandre og var venner og
uvenner så godt de kunde, og like her i osen, ret ned for solned-
gangen, der begyndte den store vei å gå op gjennem skogen og
dalen. En slik veimunding som kommer ned fra en skog kan
ha en levende skapnings venlighet.
Så skulde Eilert ut på hysefiske og jeg blev med. Han hadde
egentlig ikke tid til dette, for han skulde været og fåt fat i noget
kjøt til os; men han hadde lovet herskapet fra byen det, og des-
foruten så var jo også fisk Guds gaver. Blev han i mankement
for kjøt så kunde han slagte en sau også.
Det blåser noget; men det skulde netop blåse litt, når det
da ikke blev altfor meget, sier Eilert. Men forresten så er han
ikke tryg i kvæld, sier han så og ser på luften; økende vind,
stærk drot. Jeg er til å begynde med rigtig kjæk og sitter endog
på toften der og mærker mig Eilerts franske ord: prekevere, |
travali, sutinere, mankement og mange flere; de har hat en grei
vei å vandre, de er kommet hit gjennem ældgammel forbindelse
med Bergen og er blit allemands eie.
Så sitter jeg ikke og bryr mig om franske ord mere men blir
så ilde. Det blåser også formeget til os og vi får ingen hyse. Det
var skröt han kom så hastig på os, sier Eilert, lat os gjøre et
slag bortunder landet her.
Men heller ikke der fik vi noget, og vinden øker og sjøen
reiser sig, og vi får ro hjem, sier Eilert.
Nei sjøen var så passe kruset isted, det var mærkelig så akku-
rat nok det var isted; men nu var det formeget. Hvorfor i al-
verden blev jeg så ussel? En indre utslitthet, en sindsbevægelse
vilde ha forklaret det; men jeg hadde aldeles ikke hat nogen
sindsbevægelse.
Vi ror i fråde, vi ror i bugnende fjærbusker. Det var svin-
agtig så fort han reiser sjøen! sier Eilert og ror på.
Da blir jeg så elendig og Eilert sier at jeg skal lægge ind
årerne, han skal nok ro alene. Men midt i min elendighet sitter
jeg og vet at de kunde se mig fra land, og jeg lægger ikke årerne
ind. Eilerts kone kunde se mig og le av mig.
r
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
