Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
De jeg kom netop hjem og har ikke sovet stort på turen, jeg var
spændt på — nei spændt? men jeg var ialfald — De vet på en
slik hjemvei, mange folk, kjættinger, brr., jeg sov ikke stort. Så
kom jeg hjem og så kom De, og tak skal De ha for det, frøken
Ingeborg — jeg er en far og De er et ungt barn, derfor sier jeg
Ingeborg. Men da De fortalte mig alt dette så hadde jeg ikke
sovet, jeg hadde ikke likevægten — til å gi et godt råd, mener
jeg: ikke oversigten. Men nu kan De så trygt, jeg vil jo gjærne
vite det, er han gammel? er han ung? Naturligvis ung. Jeg sitter
og tænker på hvordan det skal gå Dem nu, frøken Ingeborg, i
de fremmede forhold, mener jeg, det blir vel så helt forskjellig
fra det De før er vant til kanske, men Gud velsigne Dem hvor
godt det kommer til å gå, det er jeg sikker på —
Nei De vet jo ikke hvem det er? avbryter hun. Og så ser hun
angst på mig igjen.
Nei det vet jeg ikke, og jeg behøver ikke å vite det nu hvis
De heller vil vente. Hvem det er? En liten fin mand, det ser
jeg på ringen, en lærer kanske, en ung flink lærer —
Hun ryster på hodet.
Så en stor godmodig mand som vil danse med Dem —
Ja kanske det, sier hun sagte.
Der ser De, jeg traf det. En bjørn, han vil bære Dem i
labberne. Til fødselsdagen Deres — vet De hvad han vil gi
Dem til fødselsdagen?
Men her blev jeg vel for barnagtig og kjedet hende, hun så
for første gang bort på et billede på væggen og derfra på et
andet billede. Men det var ikke så godt å gå istå for mig som
næsten ikke hadde talt på flere uker og som dertil nu var eksal-
teret, Gud vet hvorfor.
Hvordan har De hat det på landet? spør hun pludselig. Og
da jeg ikke vet hvor hun vil hen med dette og bare ser på hende
vedblir hun: Det var jo hos Nikolais mor De var?
Ja.
Hvordan var hun?
Interesserer hun Dem?
Ånei kanske ikke. Å Herregud! sier hun træt.
Såså, er det en tone for en nyforlovet! Hvordan det var på
landet — nei der var en skolelærer, må De vite, gammel ungkar,
purkeful, herlig. Han sa han kjendte mig og han gjorde sig
svært til den første dagen; jeg svarte på min side at jeg var
kommet utelukkende for å se ham. Det er tusen umulig! sa han.
Hvorfor det? sa jeg, firti år skoleholder, agtet mand, evig kirke-
gjænger, ordfører, pot og pande. Ja så hørte jeg på undervis-
ningen. Pragtfuld; læreren talte hele tiden, han hadde jo til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
