Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXXVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
Velkommen, svarer hun. Det var godt at jeg akkurat fik vas-
ket av.
En liten taushet; vi ser på hverandre, det er to år siden sist.
For å gjøre noget begynder vi alle tre å mønstre hoppen og
Nikolai er revnefærdig av stolthet. Så hører vi et barn mælde
sig gjennem den åpne dør til stuen og den unge mor løper sin
vei. Ja dere får værsågod komme ind! roper hun tilbake.
Straks jeg kommer ind mærker jeg at stuen er blit anderledes
end sist, her er kommet så meget mellemklassepynt, hvite gar-
diner for vinduerne, flere skilderier på væggene, en hænge-
lampe i taket, et rundt bord med stoler midt på gulvet, nips på
en etagére, en rosemalt rok, blomstertrap, — stuen fuld. Alt
dette var vel ting som fru Ingeborg var vant med hjemmefra og
som hun fandt fine, javel. Men det var en lys og rummelig stue
i Petras dager.
Og hvor er mor Deres? spør jeg Nikolai.
Han nøler som sædvanlig. Hans kone svarer:
Jo hun lever bare godt.
Men hvor er hun henne? tænkte jeg å spørre, men holdt inde.
Se nu her — jeg vil så gjærne vise Dem noget, sier fru Inge-
borg.
Det var barnet, gutten, stor og pen, vel året, aldeles en kjærne-
kar der i sengen sin. Da han så mig gjorde han jeip, men det
var bare et øieblik; da han kom på morns arm så han straks
urædd på mig.
Å Gud, den unge mor var så lykkelig og hun var så vakker.
Set på maken, øinene hendes fulde av en mystisk. godhet som
hun ikke hadde hat før.
Ja det var vel noget til mand! sier jeg og skryter av gutten.
Ho, jeg skulde mene det! sier morn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
