Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
svak, kværnkallen stod foran underet, det var tilblit engang i
en hellig tåke, det viste sig i livet med et lite ansigt som en alle-
gori. Dager og år skulde gjøre underet til et menneske.
Kom og få dig mat, sa Inger....
Isak rydder skog og hugger favnved. Han er kommet længer
end han var, han har sag, han sager veden og vedladene blir
mægtige, han gjør en gate av dem, en by av dem. Inger er mere
bunden til stuen nu og kan ikke være hos manden under hans
arbeide, men i stedet derfor gjør Isak avstikkere hjem. Sno-
dig med en slik liten fyr i en kasse! Det kunde ikke falde Isak
ind å bry sig om ham og forresten så var det bare et kryp, lat
det ligge der! Men man var da menneske og kunde ikke høre
udeltakende på skriket, på et så ørlite skrik.
Nei, tak ikke i ham! sier Inger, for du har vel kvae på hæn-
derne, sier hun. — Har jeg kvae på hænderne? Du er gal! sva-
rer Isak. Jeg har ikke hat kvae på hænderne siden at jeg bygget
denne bygningen. Tak hit gutten så skal jeg disse han! — Nei
nu tier han snart....
I mai kommer et fremmed kvindfolk over fjældet til det en-
somme nybygge, hun er av Ingers slægtninger langt ute og blir
vel mottat. Hun sier: Jeg skulde nu bare se hvorledes at ho
Guldhorn har det siden hun kom ifra os! — Folk spør ikke me-
get efter dig som liten er! klynker Inger til barnet. — Ja han —
det ser jeg nu hvorledes at han har det. Det er så meget til gut,
ser jeg! Og dersom at nogen hadde sagt mig det for et år siden
at jeg skulde finde dig igjen her, Inger, med mand og barn og
hus og middel! — Mig det skal du ikke vør å nævne. Men der
sitter nu han som tok mig slik som at jeg var! — Er dokker
vigd? Nå dokker er ikke vigd endda. — Men vi får nu se når
denne karn her skal kristnes, sier Inger. Vi skulde ha været vigd,
men det har ikke høvet så. Hvad du mener, Isak? — Jo vigd —
det forstår sig. — Kan ikke du, Oline, komme tilbake imellem
onnerne og være her hos dyrene mens at vi gjør turen? spør In-
ger. — Og jo, det lovet den fremmede. — Vi skal forskylde dig
for det.— Ja det visste hun nok....Og nu har dokker be-
gyndt å bygge igjen, ser jeg. Hvad dokker bygger? Har dokker
ikke nok? — Inger nytter høvet og sier: Ja spør han du, jeg får
ikke vite det. — Hvad jeg bygger, svarer Isak, det er ikke å
nævne. Et lite skur om jeg kom til å trænge det. Hvad det var
med ho Guldhorn, vilde du se hende? spør han den frem-
mede.
De går ut til fjøset, ku og kalv vises frem, oksen er en kult,
den fremmede nikker til dyrene og til selve fjøset, at det er
bedste sort, og til den store rensligheten, at den er storveies. Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
