Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
ten imot mig, sier hun. Og det var skröt, jeg kunde jo ha tat
med mig ørlite mat hjemmefra sier hun.
Hertil svarer ikke Inger noget, hun har fåt sin forstand til-
bake og slår vand i et fat til Oline: Der — dersom at du vil
tørke dig over! sier hun. Oline indser at hun bør fli sig før hun
går, men da hun ikke vet hvor hun er blodig vasker hun feil.
Inger står og ser på dette en stund, så peker hun: Der — far
over tindingen også! Nei den andre tindingen, jeg står jo og
peker! — Kunde jeg vite hvad for en tinding du peker på!
svarer Oline. — Det er mere på munden din også. Er du snoft
ræd vand? spør Inger.
Det ender med at Inger må vaske den sårede og slænge et
håndklæde til hende.
Hvad det var jeg skulde sagt, sier Oline mens hun tørker sig,
og hun er så fuldkommen fredelig igjen, hvorledes skal han Isak
og børnene stå det over? — Vet han det? spør Inger. — Vet
han det ikke! Han kom og fik se det. — Hvad han sa? — Hvad
kunde han si! Han blev målløs likesom jeg.
Taushet.
Det er du som er skyld i altsammen! klager Inger og brister
i gråt. — Dersom at jeg hadde været så fri for synd! — Jeg skal
spørre han Os-Anders, det kan du være viss på. — Gjør så!
De taler det over i ro og Oline synes å bli mindre hævngjær-
rig. Hun er politiker av høi rang og er vant til å finde utveier,
nu ytrer hun endog et slags medfølelse: at når det nu kommer
op så blir det stor synd i han Isak og børnene. — Ja, sier Inger
og gråter mere. Jeg har grubliseret og grubliseret på det nat og
dag. — Oline tænker sig som en frelse, at hun kunde være til no-
gen hjælp. Hun kunde kanske komme og være her på nybygget
når Inger blev sat fast.
Inger gråter ikke mere, hun likesom med ett lytter og over-
veier: Nei, du ser ikke efter børnene. — Ser jeg ikke efter bør-
nene? Du aper. — Nå. — Er det nogen ting jeg har hjærte for
så er det børn. — Ja dine egne, sier Inger, men hvorledes vilde
du bli imot mine? Og når jeg tænker på at du skikket mig haren
bare snoft for å ødelægge mig så er du ikke andet end fuld av
synd. — Jeg? spør Oline. Er det mig du mener? — Ja det er dig
Jeg mener, svarer Inger og gråter. Du har været det værste ut-
skud imot mig og jeg har ingen god tro om dig. Og desforuten
så vilde du bare stjæle al ulden ifra os dersom at du kom hit. Og
den ene gjeitosten efter den andre vilde gå til dit folk og ikke
til mit. — Du er et kreatur! sa Oline.
Inger gråter og tørker øinene og taler iblandt. Oline vil så-
visst ikke trænge sig på, for hun kan være hos han Nils, sin søn,
Ene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
