Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211
forkjølet, blek efter sjøsyken og reisen, Isak han stod bare der,
tilslut sa han: Jaja han vart nu fint veir!— Jeg så dig godt
derborte, men jeg vilde ikke otre mig frem, sa Inger. Er du
nede i bygden idag? spurte hun. — Ja. Hm. — Det står så vel
til med dokker alle ihop? — Ja du skal ha tak som spør. — Dette
er ho Leopoldine, hun har været meget likere end jeg på reisen.
Dette er papa din, nu må du hilse på papa din, Leopoldine. —
Hm! sa Isak alt i ett, han var så rar, å han var en fremmed
iblandt dem. — Inger sa: Dersom du ser en symaskine nede
ved båten så er det min. Og så har jeg en kiste. — Isak avsted,
mere end villig avsted, han fik kisten utpekt av båtfolkene,
men symaskinen måtte Inger selv ned og finde. Det var en fin
kasse av ukjendt form, med rundt tak over sig og en hank til
å bære efter — en symaskine i denne landsdel! Isak læsset kiste
og symaskine på sig og så på sin familje: Jeg skal rende op som
snopast med dette her og komme igjen efter hende, sa han —
hvem efter? spurte Inger smilende. Tror du ikke store piken
kan gå?
De vandret opover til hesten og kjærren. Har du fåt dig ny
hest? sa Inger, og har du fåt dig kjærre med sæte? — Ja det for-
står sig. Hvad det var jeg skulde sagt: Lyster du ikke ørlite å
spise? Jeg har mat med. — Lat det være til vi kommer ind i
marken, svarte hun. Hvad du mener, Leopoldine, kan du sitte
på alene? — Farn vil ikke tillate det: Nei hun kan falde ned på
hjulene. Sæt dig op med hende og kjør selv.
Så kjørte de og Isak gik bakefter.
Han gik og så på de to i kjærren. Der var Inger kommet,
fremmed i klær og utseende, fin, uten hareskår, bare med en
rød stripe på overmunden. Hun hvislet ikke mere, det var det
mærkelige, hun talte rent. Et gråt og rødt uldtørklæde med
frynser var pragtfuldt på hendes mørke hår. Hun vendte sig
om på kjærren og sa: Det vilde ha været bra om du hadde hat
med dig en fæld, det kan bli koldt utover kvælden for barnet. —
Hun skal få trøien min, sa Isak, og når at vi kommer borti sko-
gen så har jeg lagt igjen en fæld der. — Nå, har du en fæld i
skogen? — Ja. Jeg vilde ikke kjøre han med mig helt frem, på
vonen om at dokker ikke kom idag. — Nå. Hvad det var du
svarte mig: står det så vel til med smågutterne også? — Ja du
skal ha tak som spør. — De er store nu, kan jeg skjønne? — Ja
det mankerer ikke. De har nu net sat poteten. — Å, sa morn
smilende og vagget på hodet, kan de alt sætte potet! — Han
Eleseus han rækker mig hit og han Sivert hit, sa Isak og
målte på sig.
Lille Leopoldine begyndte å be om mat. Å denne pene lille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
