Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217
Eleseus var stærkere, men han hadde længere armer og kunde
veive bedre ut under uenigheter.
Men den Sivert! Nu og da fandt han et rypereir i skogen, en-
gang talte han om et musbol og gjorde sig interessant, en anden
gang om en menneskestor ørret i elven; men det var det klare
påfund av ham, han var ikke fri for å gjøre sort til hvitt, Sivert,
men var ellers en bra kar. Da katta fik små var det han som
bragte hende mælken, da hun fræste for stærkt til Eleseus, og
Sivert blev ikke træt av å stå og se ned i den urolige kasse,
dette hjem som aulet av labber.
Og end hønerne da som han daglig observerte, hanen med
sin hingstebringe og sin pragt, hønerne som gik der og små-
snakket og plukket sand eller pludselig skrek uhyre beskadiget
efter værpingen.
Der var nu storvæderen. Lille Sivert var blit meget belæst i
sammenligning med før, men han kunde ikke si om væderen at
Gud, for en romersk næse han har! Det kunde han ikke si.
Men Sivert kunde det som bedre var: han kjendte væderen fra
lam og skjønte den og var ett med den, en slægtning, med-
skapning. Engang hadde et mystisk urindtryk flakket gjennem
hans sanser, det var en stund han aldrig glemte: væderen gik
og åt på marken, pludselig slog den hodet op og tygget ikke
mere, stod bare og så. Sivert så uvilkårlig i samme retning —
nei, intet mærkelig. Men da kjendte Sivert selv noget mærkelig
indvendig: Det er mest som han står og ser i Edens have!
tænkte han.
Der var kjyrene som børnene hadde et par hver av, store,
seilende dyr så godmodige og venne at de nårsomhelst kunde
indhentes og klappes av de små menneskebørn. Der var gri-
sen, hvit og pertentlig med sin person når den fik godt stel,
lyttende til alle lyde, en komiker så matgal, kitlen og skvætten
som en pike. Og der var bukken — det var altid en gammelbuk
på Sellanrå, når den ene lot livet tok en anden plassen. Men
noget så bukkeagtig i ansigtet som en buk! Akkurat nu om da-
gen hadde han mange gjeiter å passe på, men iblandt blev han
lei og kjei av hele sit selskap og la sig ned, grundende og lang-
skjægget, en fader Abraham. Nei bedst som det var knælet han
op igjen og lakket efter gjeiterne. Han efterlot sig en våg av
ram lugt i sin vei.
Det daglige liv på gården går sin gang. Når en sjælden vand-
rer som skal over fjældet kommer forbi og spør: Og Dokker ba-
ler bare bra? da svarer Isak og svarer Inger: Ja du skal ha tak
som spør!
Isak arbeider og arbeider, han rådfører sig med almanaken
»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
