Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ve Syr EE ee
227
lat luen ligge der, det er det samme hvem som eier den, han er
en skitt og jeg vører ham ikke, tænker han vel. Men når han nu
kommer efter bommen så skal jo Isak gå ut og ta ham litt i
armen og gjøre den blå. Og hvad en veivising ut fra tunet
angår så skal han få den også!
Dermed forlot Isak ruten i stalden og gik ind i fjøset og
kikket derfra og hadde ingen ro. Bommen var surret med snøre,
stakkaren hadde ikke engang lås for den og snøret var løsnet
— hadde Isak tat for hårdhændt i bommen? Hvorledes det nu
kom, men han var ikke længer sikker på om han hadde handlet
ret. Han hadde netop nu på turen ned i bygden set sin nye
harv, en nybrotharv som han hadde bestilt, å en makeløs ma-
skine, et helgenbiilede, ja og den var det som nu var kommet.
Så var det om det fulgte velsignelse med den. Den høiere magt
som ledet menneskenes skridt stod kanske nu og så på ham om
han fortjente velsignelse eller ikke, Isak var altid optat av de
høiere magter, ja han hadde set Gud med sine egne øine en
høstnat i skogen, han var nærmest mærkelig å se.
Isak gik ut på tunet og stod over bommen. Endda betænkte
han sig, ja han skubbet hatten påsnei og klødde sig i hodet
og kom til å se forsoren og flot ut, kom til å se ut som en
spanier. Men så må han vel ha tænkt som så: Nei her står jeg
og er langtfra noget prægtig menneske og ypperlig menneske,
jeg er en hund! Så surret han snøret fast om bommen, tok op
luen og bar altsammen ind i løen igjen. Der var det gjort.
Da han gik ut av løen og nedover til kværnen, bort fra tunet,
bort fra alt, stod ikke Inger i stuevinduet. Neivel, lat hende
stå hvor hun vil, forresten lå hun vel i sengen, hvor ellers
skulde hun være? Men i gamle dager, i de første uskyldige år
her på nyrydningen, da hadde ikke Inger ro, men var oppe og
biet på ham når han var ventendes hjem fra bygden. Det var
blit anderledes nu, anderledes med alt. Som da han gav hende
ringen — kunde noget ha været mere mislykket? Isak hadde
været overdådig beskeden og så langtfra kaldt den en guldring:
Det er ikke noget videre, men du kan nu sætte han på fingeren
og prøve han!—Er det guld? spurte hun. — Ja, men han er
ikke stor, sa han. — Jo! var det meningen at hun skulde svare
nu, men hun svarte: Neinei, så stor netop, men. — Du kan nu
ha han som et andet -græsstrå, sa han tilslut motløs.
Men Inger var jo taknemmelig for ringen og hadde den på
høire hånd og glimret med den når hun sydde; nu og da fik
pikerne fra bygden prøve den og sitte med den en stund på
fingeren når de var hos hende i rådslagning. Forstod da ikke
Isak at hun var uhyre stolt av ringen! . . ..
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
