Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
241
du drev? Det er storartet, alt har du. For i begyndelsen vil jo
rænderne lække, siden trutner de og blir tætte som flasker. Du
har både drev og bek siden du bygget båt, sier du, hvor er den
båten? Opi fjældvandet? Jeg skal se på den også!
Å Geissler lovet så meget. Han var en flygtig herre og var
blit endda mere vimset end før, han måtte arbeide med hver
ting i rider. Men da gik det med storm. Han var ikke uten
overlegenhet. Naturligvis hadde han hang til overdrivelse, aker
og eng kunde umulig bli grøn til dagen efter, men Geissler var
en rap knækt til å se og beslutte, det kom virkelig til å skyldes
denne besynderlige mand at avlingen blev berget på Sellanrå.
Hvormange rænder har du nu? Det er forlite. Jo flere træ-
rænder du har des glattere løper vandet. Om du spikrer ti eller
tolv ti alens rænder så står du dig på det. Har du nogen tolv
alens bord, sier du? Bruk dem, det betaler sig til høsten!
Dermed så hadde ikke Geissler ro mere, men reiste sig fra
bakken og løp atter bort til Sivert: Storartet, Sivertmand, nu
går det godt, din far spikrer og dikter rænder, vi får flere end
jeg gjorde mig von om. Gå nu over og hent rænder, vi skal
begynde!
Hele eftermiddagen var ett jag, det var det vildeste arbeide
Sivert hadde været med på, et aldeles fremmed tempo for ham,
de undte sig knapt tid til å være inde til non. Men nu randt
vandet! Hist og her måtte de veite dypere, her og der måtte en
rænde sænkes eller hæves, men vandet randt. Til langt på kvæld
gik de tre mænd og forbedret og pusset på sit arbeide og var
alvorlig optat, men da væten begyndte å sige utover de mest
uttørkede steder på jordet flakket en glæde gjennem folkene
på gården. — Jeg glemte lommeuret mit, hvad er klokken? sa
Geissler. Grønt til imorgen ved disse tider! sa han.
Endda om natten stod Sivert op og så til vandledningen.
Han traf sin far som var ute i samme ærend. Å Gud, det var
en spænding og en oplevelse i marken!
Men dagen efter lå Geissler længe i sengen og var slap, riden
var gåt av ham. Han orket ikke å se på båten i fjældvandet og
det var vel bare for skams skyld han var borte og så på sagen.
Ikke engang for vandledningen hadde han den samme varme
interesse; da han så at hverken aker eller eng var blit grøn om
natten tapte han motet, han tænkte ikke på at vandet randt og
randt og spredte sig videre og videre nedover jordet. Han holdt
sig nogenlunde oppe ved å si: Det kan gjærne være at det ikke
blir før imorgen at du ser mon på det. Men tap ikke motet!
Ut på dagen kom Brede Olsen slængende, han hadde sten-
prøver som han vilde vise Geissler: Det er noget rent forunder-
16 — Hamsun: VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
